2024 var året, hvor danskerne for alvor fik øjnene op for elbiler.

I hvert fald valgte tre ud af fire private købere af ny bil en model, der udelukkende kører på el, viser nye tal.

Dansk ekspert kalder tallene for 'opsigtsvækkende', og han spår, at elbilerne vil nå noget af en milepæl i løbet af 2025.

344.423.

Så mange elbiler var der at finde på danske veje og carporte, da det nye år blev skålet ind. 

Det historisk høje antal skyldes, at flere og flere danskere nu vælger elbil, når de står hos forhandleren. Det viser friske tal fra bilstatistik.dk.

I 2024 var tilgangen af biler til private i Danmark – via nysalg og brugtimport – på 164.183 biler.

Heraf var altså 121.817 elbiler. Det svarer til 74,2 procent.

»Det er opsigtsvækkende og bemærkelsesværdigt, at vi nu har nærmest norske tilstande,« siger forbrugerøkonom Ilyas Dogru fra FDM til B.T.

Han henviser til, at andelen af solgte elbiler i Norge i flere år har ligget langt højere.

2024 blev samtidig et år, hvor danskerne i stor stil købte næsten nye elbiler hentet i udlandet.

Ud af de 121.817 elbiler til private, som kom til landet i løbet af året, var 55.141 hentet brugt fra udlandet.

»Danskerne har besluttet sig. De vil have elbiler. Det mærker vi i den grad i vores rådgivning, og det kan vi jo se i tallene måned for måned,« siger Ilyas Dogru.

»Otte ud af 10 af henvendelserne i vores købsrådgivning handler om elbiler.«

»Og selv om elbiler jo i modsætning til de andre biltyper er ukendt land for mange, så viser det i hvert fald, at interessen er der,« konstaterer han.

Ilyas Dogru fortæller, at man som bilkøber hos forhandleren bliver præsenteret for elbiler som de første. I modsætning til tidligere.

»Det er et udtryk for, at elbiler er kommet så langht ned i pris, at de er blevet ekstremt konkurrencedygtige over for benzinbiler,« siger han.

»Hvis man har et bilbudget på 250.000 eller derover, så kan du ikke komme uden om at overveje en elbil i dag. For et par år siden var det tal 400.000-450.000 kroner.«

»Elbilerne har hele tiden været billigere at eje på grund af lavere løbende omkostninger. Nu er de også blevet meget billigere at købe i flere segmenter. Vi tror på, at vi også når 500.000 i løbet af efteråret,« konstaterer Ilyas Dogru.

Mens bestanden af elbiler siden 2021 er steget fra 66.575 til 344.423 herhjemme, er der sket et markant fald i antallet af andre biltyper. 

I dag findes 634.663 dieselbiler på danske plader, hvilket er et fald på 160.492 biler på fire år. Det svarer til cirka 20 procent.

For benzinbiler har der i samme periode været tale om et fald på 93.055 biler, hvilket svarer til fem procent.