Tidligere bilboss advarer: 'Den perfekte storm'
Flere af de bilmærker, du møder på vejene vil ikke overleve de kommende år.

Flere af de bilmærker, du møder på vejene vil ikke overleve de kommende år.

Tyske bilgiganter som Volkswagen og BMW har været igennem store fyringsrunder.
Men det bliver endnu værre.
Det forudsiger i hvert fald den tidligere Volkswagen-direktør, Jürgen Stackmann, der mener, at flere europæiske bilmærker vil uddø indenfor en årrække.
Det skriver Børsen.
Til mediet siger Stackmann:
»Dimensionen af de forandringer, bilindustrien står over for med hensyn til teknologi, innovation, hastighed, ny konkurrence og regulering, skaber et massivt parallelt pres. Det er den absolut største og mest alvorlige omvæltning i bilindustriens historie. Det er den perfekte storm.«
Årsagen er ifølge ham blandt andet, at kineserne er i stand til at udvikle biler både 40 procent hurtigere og 40 procent billigere.
I Volkswagens seneste årsregnskab gjorde bilproducenten det klart, at man havde intentioner om at skære 50.000 arbejdspladser inden 2030.
På verdensplan har Volkswagen omkring 680.000 ansatte.
Nedlæggelserne er en del af en større spareplan, der skal give en årlig besparelse på 15 milliarder euro. Det svarer til 112 milliarder kroner.
Koncernen, der foruden bilerne med samme navn også omfatter Audi, Skoda og Porsche, har de seneste år haft det svært.
Overskuddet efter skat faldt sidste år med 44 procent til 6,9 milliarder kroner. Året før lød faldet på 30 procent.