Tesla sætter prisen op på den voldsomt populære Model Y i flere af vores nabolande.

Uanset om den amerikanske bilgigant kommer til at lave samme manøvre på det danske marked, vurderer dansk ekspert, at rivalerne herhjemme ånder lettet op. Indtil videre i hvert fald.

I 2023 var der Tesla, og så var der alle de andre på det danske bilmarked. 

Elon Musk & Co. solgte sidste år hele 22.333 biler i Danmark, hvilket var flere end hver ottende nyregistrerede bil på danske veje – på tværs af drivlinjer.

Det skyldtes især voldsomme prisnedsættelser, som trådte i kraft i januar 2023, og en spritny Tesla Model Y koster i dag cirka 150.000 kroner mindre, end den gjorde i 2022.

Derfor kan det nok være, at branchen herhjemme har taget bestik af de nyheder, som i de seneste dage er dumpet ind fra vores nabolande. Det understreger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM, over for B.T.

I Tyskland har man således hævet priser på forskellige udgaver af den voldsomt populære Tesla Model Y med mellem 2.000 og 2.500 euro. Det svarer til cirka 15.000 – 18.000 danske kroner.

Og i Norge, hvor elbilsalget er adskillige år længere fremme end herhjemme, har man tidligere i februar lagt mellem 20.000 og 31.000 norske kroner oveni prisen for Model Y. Det svarer til cirka 13.000 – 20.500 danske kroner.

Foreløbigt er priserne forblevet de samme her i Danmark, konstaterer Ilyas Dogru, og han regner ikke umiddelbart med, at prisstigningerne også bliver rullet ud over for potentielle danske Tesla-købere.

»Nej, det tror jeg ikke, men vi kan da ikke udelukke det. Jeg tror, at vi skal prisstigningerne i Norge som et signal til forbrugerne på hele det skandinaviske marked,« siger Ilyas Dogru til B.T.

»Tesla har tidligere lavet samme manøvre for at signalere, at man som forbruger ikke skulle vente med at trykke på købsknappen, fordi man gik og ventede på yderligere prishug,« konstaterer han.

I Tyskland forholder det sig en smule anderledes, og her er der tale om, at Tesla har sat en stopper for en støtteordning, som Tesla selv indførte, da den offentlige støtte til elbilerne bortfaldt fra den ene dag til den anden midt i december.

»Men at Tesla sætter prisen op, kan også betyde, at det går rigtig godt for efterspørgslen,« forklarer Ilyas Dogru.

Tesla dominerede udviklingen i 2023, hvor rivalerne var tvunget ud i at reagere med prisfald. Så vil resten af branchen i Danmark nu ånde lettet op?

»På den korte bane, ja,« fastslår Ilyas Dogru.

»Tesla har ikke sat mål på, hvad de skal sælge i 2024, men det bliver rigtig interessant at følge deres salg, for det er det, der kan være med til at diktere udviklingen,« forklarer han.

Ilyas Dogru peger på, at Tesla imidlertid nu er presset af, at andre producenter faktisk er i stand til at reagere, hvis det skulle være nødvendigt.

»Tesla ved godt, at hvis de sætter prisen ned, og alle andre følger efter, så taber alle. Undtagen forbrugerne,« understreger han.

»Der er jo trods alt tale om et begrænset marked for elbiler i Danmark. Så på den korte bane vil de ånde lettet op, men på den lidt længere er de jo alle sammen ude efter de samme forbrugere,« siger Ilyas Dogru.

Får vi en ny priskrig i 2024?

»Det ville ikke være utænkeligt, hvis andre startede en ny priskrig op, hvis deres salg ikke går som håbet, men der er ydeligere aspekter,« siger Ilyas Dogru.

»Vi vil se en mere normaliseret tilstand, tror jeg. Der kan godt komme tilbud for at skubbe til efterspørgslen på enkelte modeller eller mærker i kortere perioder.«

»Det er i hvert fald mere realistisk, end at vi kommer til at se vedvarende prisnedsættelser,« spår han.