Det hele startede, da to utilfredse bilejere klagede over, at deres Teslaer ikke bestod syn. 

Bilerne havde væsentligt slør i hjulophænget, lød meldingen dengang. Nu har Færdselsstyrelsen behandlet klagerne og vurderet, at synsafgørelsen var korrekt. 

Således giver styrelsen FDM ret i deres tidligere udmelding om, at mange Tesla-biler døjer med samme problem med for meget slør, og derfor bør kasseres ved et bilsyn. 

Det skriver FDM selv i en pressemeddelelse, der omhandler modellen Tesla Model 3. 

Områdechef i FDM Lone Otto fortæller, at hun er tilfreds med, at Færdselsstyrelsen anerkender FDMs vurdering, men at det er ærgerligt for de forbrugere, som fejlen går udover. 

»Vi er kede af, at forbrugerne står med en forholdsvis ny bil, der har nogle fejl, som ikke bør være der, og som gør, at den ikke kan godkendes til et bilsyn,« siger hun. 

Foto: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Slør i hjulophænget opleves normalt først ved ældre biler, som har kørt mange kilometer, men FDM har set flere Tesla-modeller med fejlen tidligt i bilens levealder. 

»Vi forventer, at Tesla hjælper bilisterne, da det ikke er rimeligt, at forbrugeren står med en ekstra udgift til reparation og eventuelt omsyn, fordi bilen har en fejl, den ikke burde have,« siger Lone Otto.

Et problem for Tesla-ejere, der står i samme situation, er, at Tesla selv vurderer, at sløret ligger indenfor den tilladte tolerance. 

Derfor anbefaler FDM, at man får testet bilen hos en uvildig og fastholder sin garanti overfor virksomheden, og ellers søger juridisk rådgivning.