Tidligere har Tesla sluttet i toppen, når man har testet rækkevidden på elbiler.

Men i ny stor test i vintervejret i Norge er Tesla i denne uge blevet skubbet væk fra tronen af en helt ukendt kinesisk model. Konkurrenterne er blevet bedre, konstaterer dansk ekspert.

FDM har sammen med sin norske søsterorganisation NAF i en test, som man kalder Elprix, prøvekørt en længere række af nye elbiler under vinterforhold i Norge for at se, hvor langt batterierne rækker.

Og her er Tesla i modsætning til tidligere år blevet slået af kinesiske mærker. Det fortæller bilteknisk redaktør hos FDM, Søren W. Rasmussen, over telefonen fra Norge.

»Tesla har haft tronen som den, der har kunnet køre længst. Men de er overhalet nu af et kinesisk bilmærke, som vel at mærke ikke en gang er fem år gammelt,« siger Søren W. Rasmussen til B.T.

»Det er faktisk overraskende. Vi har tidligere set, at Tesla har kørt rigtig langt, men i år har kombinationen af bil, dæk og temperaturer gjort, at det ikke lige var i dag, at Tesla skulle vinde,« forklarer han.

FDM og NAF havde i årets vintertest kørt en Tesla Model 3 Long Range, som har en WLTP-rækkevidde på 629 kilometer, og den nåede kun op på 441 kilometer, inden batteriet gav op.

WLTP er en standardiseret målemetode, men hvor langt en bil kommer i den virkelige verden, afhænger af en længere række af faktorer – eksempelvis vejr- og vejforhold – påpeger Søren W. Rasmussen.

Ingen af bilerne kom i de norske kuldegrader op på den opgjorte WLTP-afstand. Men nogle kom tættere på end andre. For Tesla Model 3 var der tale om en afvigelse på 30 procent.

Længst kom den for de fleste formentlig komplet ukendte kinesiske bil HiPhi Z, som havde en opgjort WLTP-rækkevidde på 555 kilometer. Den nåede op på 522 kilometer, hvilket svarer til en afvigelse på seks procent. Det var klart den mindste afvigelse i testen.

»Dykker man ned i dataen, så er det altså også den bil, der har det største batteri. Så er det lidt nemmere at forstå, at det også er den, der kommer længst,« siger Søren W. Rasmussen.

HiPhi Z kan endnu ikke købes i Danmark, men baseret på priser i Norge kan man ifølge FDM forvente, at den vil koste mindst én million kroner. Til sammenligning koster en Tesla Model 3 Long Range fra omkring 400.000 kroner i Danmark.

Blandt de øvrige biler, som også kom længere end Tesla Model 3, var to forskellige modeller fra NIO (ET5 Touring og EL6) samt en Xpeng G9 Performance. Begge de to mærker er også kinesiske.

UDVALGTE RESULTATER FRA FDM-VINTERTEST
(WLTP / måling / afvigelse i procent)
1. HiPhi Z: 555 km / 522 km / -6%
2. NIO ET5 Touring: 560 km / 481 km / -14%
6. Xpeng G9 Performance: 520 km / 452 km / -13%
9. Tesla Model 3 LR: 629 km / 441 km / -30%
13. MG4 Trophy Extended Range: 520 km / 400 km / -23%
21. Peugeot E-308: 409 km / 297 km / -27%
23. Jeep Avenger: 395 km / 286 km / -28%
Du kan se resultaterne for alle de 23 testede biler hos FDM her.

»De kinesiske mærker leverer resultater, som viser, at man i Kina i hvert fald godt kan finde ud af at lave elbiler,« fastslår Søren W. Rasmussen.

»Generelt kan man sige, at resultaterne betyder, at der er håb forude omkring, at de kommende elbiler bliver bedre og bedre. Vi ser, at der sker en udvikling på rækkevidde, batteristørrelse, pris og ladetid,« siger Søren W. Rasmussen.

Han forklarer, at Tesla tidligere er blevet fremhævet som værende noget af det bedste, man kan købe på markedet.

»Det er kombinationen af lang rækkevidde og kort ladetid, som gør dem unikke. Men det her er et udtryk for, at konkurrenterne er blevet bedre,« konstaterer Søren W. Rasmussen.

Kortest i testen kom Jeep Avenger med 286 kilometer, men den model har også den kortest angivne WLTP-rækkevidde på 395 kilometer.

FDM foretager også selv test af rækkevidden på elbiler på dansk grund under forskellige forhold.