I oktober udgjorde elbilerne 70,6 procent af nyregistreringerne, hvilket betyder, at der nu er 500.000 registrerede elbiler i Danmark.
Og det er ny rekord.
Det viser data fra bilstatistik.dk ifølge en pressemeddelelse fra Mobility Denmark.
Bilindustrien forventer, at elbilerne fortsætter fremdriften.
»Vi har set en stabil udvikling gennem hele året og forventer en stærk afslutning på 2025, særligt i lyset af, at der er kommet afklaring på bilafgifterne med den nye finanslovsaftale,« siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør i Mobility Denmark.
Med den nye finanslovsaftale henviser Mads Rørvig til den aflyste afgiftsstigning på elbiler.
»Usikkerheden omkring bilafgifterne har fået flere forbrugere til at tøve med bilkøbet, og det er derfor helt afgørende og meget positivt, at der nu er kommet afklaring. Samtidig er det en sejr for den grønne omstilling, at elbilerne ikke bliver dyrere.«
»Afgiftsrabatten på elbiler har været en vigtig drivkraft bag den grønne udvikling og den nye milepæl, der tæller en halv million elbiler i Danmark. Med den nye finanslov er der skabt et solidt grundlag for, at Danmark kan fortsætte det høje tempo frem mod en million elbiler,« siger han.
I alt blev der indregistreret 16.156 nye personbiler i oktober måned, hvilket svarer til en fremgang på 12,2 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
Elbilerne fortsatte med at præge udviklingen med 11.405 nyregistreringer i oktober og dermed en markedsandel på 70,6 procent.
Blandt private bilkøbere var elbilerne endnu mere dominerende med en andel på 88,9 procent af de nyregistrerede personbiler.
