Hvis du er på jagt efter en brugt bil uden alt for mange fejl, er det en god ide at kigge nærmere på modeller fra japanske Toyota og svenske Volvo.

Den seneste statistik fra Applus+ baseret på syn foretaget i 2008 viser nemlig, at disse to bilmærker set over en 12-årig periode klarer sig markant bedre end alle andre bilmærker.

Synsorganisationen deler bilerne op i fem grupper efter alder. Den nyeste biler (fire år) domineres af Volvo. Det svenske bilmærke har hele fire modeller på top 10 listen over de mest fejlfrie i denne aldergruppe.

Toyota skuffer en smule med kun en bilmodel på top-10 i denne aldersgruppe. Men med alderen tager det japanske bilmærke revanche. Blandt de seks år gamle biler har Toyota hele fire modeller på top 10 listen. Besynderligt nok er Volvo slet ikke med i toppen her.

Det er Volvo til gengæld blandt de otte år gamle biler med to top-10 placeringer mod Toyotas tre.

Med 10 år på bagsmækken er der to Toyota`er i top-10. En Volvo. Og blandt de ældste biler i statistikken (12 år) er Toyota atter i førertrøjen med tre top-10 placeringer mod Volvos ene.

I alt scorer Toyota 13 top-10 placeringer. Volvo klarer 8, Ford 8. Audi er trediebedste bilmærke med 4 top-10 placeringer i de fem aldergrupper.

Alle listerne er opgjort som antal fejl pr. 100 biler, og selvfølgelig stiger antallet af fejl med alderen. Men de bedste biler er faktisk mindre fejlbefængte som 12-årige end de dårligste bilmodeller er med kun fire år på bagsmækken.

Renault Laguna tegner sig som kun fire år gammel bil for 79,3 fejl svarende til næsten en fejl pr. synet bil. Mens Toyota Starlet med hele 12 år på køleren er nede på lidt over halvdelen af denne fejlscore.

I det hele tager domineres bund-10 af franske biler. Især Renault og Citroen. Blandt de fire år gamle biler er seks ud af de 10 dårligst fra et af disse to bilmærker. Det samme gælder blandt de seks år gamle biler.

Til gengæld overtager Fiat agterlanternen blandt de otte år gamle biler med fire scoringer på bund-10. Samme antal bund-scooringer præsterer Fiat blandt de 10 år gamle biler. Endda er nummer 11 fra bunden her også en Fiat.

Koncernmæssigt er halvdelen af gruppen Fiat-produkter, idet den dårligste overhovedet i gruppen er Alfa Romeo 156, og Alfa er ejet af Fiat. Også blandt de 12 år gamle biler er Fiat bundscorer. Igen med fire placeringer på bund-10. Alt tyder således på, at man skal tænke sig meget godt om, før man farer ud og køber en ældre Fiat.

Grafikken viser, hvor mange fejl, der gennemsnitligt har været pr. 100 syn foretaget i 2008 af den pågældende bilmodel. Fordelt på grupper alt efter bilens alder.