Den har været blandt de mest populære biler i Danmark i de seneste par år.
Men hvis du ejer en af dem, kunne det være en god idé at få den kigget godt efter.
Der er tale om Tesla Model 3, som i stor stil dumper i syn i Danmark. Det fortæller FDM.
Således dumpede næsten hver fjerde Tesla Model 3 fra årgangen 2020 til det periodiske bilsyn i 2024.
Der var i alt 4.668 Tesla Model 3 fra årgang 2020 til bilsyn i perioden mellem 1. januar og 21. november, og heraf dumpede 1.051 af de pågældende biler. Det svarer til 23 procent.
Til sammenligning var det blot ni procent af de øvrige elbiler, som var til syn i samme periode, som dumpede.
»Det er en rasende høj dumpeprocent for Tesla Model 3, som Færdselsstyrelsens synsdata afslører, men det er desværre ikke noget, som overrasker os,« siger Lone Otto, som er områdechef i FDMs tekniske rådgivning.
»Tallene indikerer, at kvaliteten og holdbarheden af Tesla Model 3, i hvert fald de første årgange, ikke er på niveau med andre bilmærker.«
»Det er noget, vi også oplever, og som vi holder øje med,« forklarer hun.
I alt blev der fundet 1.392 fejl på de Tesla Model 3 årgang 2020. Dermed blev der fundet tre gange så mange fejl i forhold til de øvrige elbiler, som blev synet sidste år.
Der er især tale om fejl på bremser, lygter, hjul og styretøj hos Tesla Model 3, oplyser FDM desuden.
Dermed oplever danske ejere af Tesla Model 3 det samme, som deres modstykker i Tyskland.
Her kunne B.T. i december fortælle, at netop Model 3 er sluttet sidst af alle modeller i en stor synsrapport, hvis man måler på andelen af biler, der ikke er bestået bilsynet i første forsøg.
Lone Otto pegede ved den lejlighed på, at en del af problemet skyldes, at Tesla i modsætning til en række andre bilmærker ikke opererer med krav om regelmæssig service.
Og derfor sker der det, at mange forbrugere ikke får serviceret bilen regelmæssigt, før den bliver indkaldt til syn.
»Elbiler har generelt et andet servicemønster end vi er vant til fra konventionelle biler,« sagde Lone Otto på det tidspunkt til B.T.
»Men bare fordi den ikke skal have skiftet olie som en almindelig bil, så betyder det ikke, at der er tale om en evighedsmaskine. Det er stadig en bil,« sagde hun.
FDM anbefaler, at man som ejer af en elbil løbende får sin bil serviceret, ligesom man får gennemgået bilens bremser og generelle stand.