Vejhjælp, solouheld og påkørsler.

Det er de typiske skader, kunderne har anmeldt i løbet af vinteren til forsikringsselskabet Alm. Brand, der hører under Alm. Brand Group med 800.000 kunder i Danmark.

Faktisk udgør bilskader seks af de ti mest anmeldte skader, og det understreger, hvor vigtigt det er at passe godt på bilen, oplyser Lis Katz Krefeld, der er skadedirektør i Alm. Brand.

»Vejhjælp er en af de mest klassiske typer af forsikringsanmeldelser. Hver eneste dag hjælper vi bilister med alt fra flade dæk til startproblemer,« siger hun og tilføjer:

»Når det er sagt, så oplever vi, at særligt uopmærksomhed i trafikken desværre også er en stor synder, når det kommer til bilskader. Både i forhold til solouheld og påkørsler af køretøjer.«

Hun opfordrer bilejer til at få lavet et tjek, inden det næste gang bliver vinter. 

»Vi kan også konstatere, at det kan være en god ide at få bilen efterset inden kalenderen viser vinter, da netop bilskader fylder mest i statistikkerne i særligt vintermånederne, hvor vejret stiller ekstra krav til både dæk, batteri og bremser,« siger skadedirektøren.

Hun gør også opmærksom på, at glasskader fylder en del, så det er vigtigt at holde afstand til lastbiler på motorvejene.