Der er mere priskrig i vente på elbilmarkedet, når Tesla i november lancerer sin nye og billigere Model Y Standard, vurderer FDMs forbrugerøkonom, Ilyas Dogru. 

For med en pris på 299.999 kroner vil bilen konkurrere med nogle af landets mest populære elbiler:

»Det kommer til at presse både Volkswagen id 4 og Skoda Enyaq på deres basismodeller. For bilpakken til forbrugeren er nogenlunde den samme i alle modellerne,« siger han til B.T.

»Der vil ske et ryk i markedet for de biler i samme prisklasse,« vurdere Ilyas Dogru.

Producenterne af de populære elbiler, begyndte især at holde vejret, da Tesla præsenterede prisen på modellen, der er selskabets hidtil billigste bil.

I USA koster bilen kun 40.000 dollar svarende til knap 257.000 kroner, og derfor herskede der bekymring i den danske branche over, hvad prisen mon ville ende på herhjemme, forklarer Ilyas Dogru.

»Prisen er lidt over det, man havde forventet, så dem i branchen kan ånde nogenlunde lettet op,« siger han. 

Selvom Teslas nylancerede model ikke pressede markedet så meget, som man kunne have forventet, kan lanceringen stadig komme forbrugeren til gode, siger Ilyas Dogru.

»Der er i forvejen stor priskrig på elbiler der koster mellem 400.000 kroner og 300.000 kroner. Det lander Teslas nye model lige ned i, så jeg tror, at der kommer nogle justeringer i priserne den næste tid,« siger han.

»Jeg tror det bliver den bedst sælgende Model Y. Spørgsmålet er, om de andre ikke justerer priserne til markedet,« lyder det fra forbrugerøkonomen.

Den nye Model Y Standard bliver dyrere i Danmark end i USA, fordi den kommer med mere udstyr såsom fartpilot og anhænger træk.