Danskerne efterspørger dem som aldrig før.
Og der har aldrig været flere muligheder for at få fingre i dem.
For første gang nogensinde er der nu flere end 11.000 brugte elbiler til salg på det danske marked. Det fortæller Jan Lang, som er head of market insights hos Bilbasen.
»Det er en vigtig nyhed, fordi når efterspørgslen er så stor, så ville vi risikere en ny prisboble som den, der startede i vinteren 2021 og kulminerede med at briste i september 2022, hvis ikke der kom nye elbiler til,« siger Jan Lang til B.T.
Og der er da også rigtig godt gang i salget af de brugte elbiler, forklarer han.
I maj nåede salget op på næsten 8.000, og til sammenligning blev der nyregistreret i alt 7.241 nye elbiler i samme periode.
Salget af brugte modeller fortsætter i juni i samme retning, så der er lagt op til endnu en ny rekord om få uger, afslører Jan Lang.
»Det positive for mig er, at forhandlerne følger med efterspørgslen. Ikke bare kommer der flere relevante biler, men priserne holder sig også nede,« siger Jan Lang.
»I et klassisk udbud-efterspørgselsmarked som brugtvognsmarkedet er det en meget vigtig nyhed for forbrugerne,« understreger han.
Jan Lang forklarer, at danske forhandlere i stor stil henter brugte elbiler i udlandet, som de sælger til danskerne.
»80 procent af de brugte elbiler, der er solgt i 2024, er fra udlandet. Det er primært fra Tyskland, Frankrig, Spanien, Italien og Sverige,« fortæller Jan Lang.
Og at brugtimport er blevet så voldsom en størrelse på det danske bilmarked, er heller ikke gået bilproducenternes næse forbi, peger forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru, på.
»Man kan se brugtimportens størrelse både på tallene, men også på de løbende tilbud, som kommer på bilerne. Senest med Tesla, der satte priserne ned i slutningen af maj, kun for Danmark,« siger Ilyas Dogru til B.T.
»Det var den stigende brugtimport, som Tesla forsøgte at komme bedre til livs med den prisnedsættelse,« forklarer han.
Jan Lang forventer, at markedet vil fortsætte i samme retning i den kommende tid.
»De danske forhandlere bliver tilbudt rigtig mange biler lige nu, nogle gange 3-500 biler ad gangen. Det siger noget om, hvor store mængder, der er til salg lige nu i Europa,« siger han.
Når det kan lade sig gøre at købe brugte elbiler ind i så store mængder, så skyldes det typisk, at der er tale om såkaldte flådebiler, som leasingselskaber og udlejningsselskaber gerne vil af med.
I løbet af de seneste to måneder er der kommet 10 procent flere elbiler til salg, og det øgede udbud fordeler sig på en længere række af mærker.
Stigning i udbud (eksempler)
Skoda 15 procent
VW 17 procent
Polestar 18 procent
Volvo 19 procent
BMW 21 procent
Tesla 6 procent
Kilde: Bilbasen
»Volkswagen har det største udbud. Det skyldes, at de har mange modeller – ID.3, ID.4, ID.5, ID.7 og Buzz – så det giver samlet et større udvalg end eksempelvis Tesla, der i gåseøjne kun har to modeller,« siger Jan Lang.
»Model X og S er marginale i den sammenligning,« tilføjer han.
Ilyas Dogru mener, at tallene viser, at der er kommet langt flere alternativer at vælge imellem for danskerne.
»De andre mærker er også blevet populære. Det er ikke kun Tesla, Tesla, Tesla. Nu kan danskerne også vælge mellem Polestar, Skoda, Volkswagen og mange andre i de samme prisklasser,« konstaterer han.
»Men for mig at se viser det også, at der er en interesse blandt danskerne i at skifte til elbil, som strækker sig langt ud over den gruppe, som har råd til at købe dem som nye,« slår Ilyas Dogru fast.
Der er masser af gode muligheder for at spare penge på madbudgettet. Sådan lyder det fra kogemand og smagstester Thomas Alcayaga i podcasten Spar Kassen, hvor vi også taler om dansk madkultur generelt.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.