Meget billig strøm i weekenden: Oplad elbilen for 10 kroner
Især lørdag bliver strømmen rigtig billig, lyder det fra energiselskabet OK.

Især lørdag bliver strømmen rigtig billig, lyder det fra energiselskabet OK.

Lørdag og søndag byder på masser af timer med meget billig strøm.
Helt konkret vil det koste ned til cirka 10 kroner at oplade en almindelig elbil som eksempelvis en VW ID4.
»Elprisen bliver igen banket i bund i weekenden. Lørdag og søndag er der gode muligheder for at udnytte den lave elpris og for eksempel oplade bilen til næsten ingen penge,« siger Troels Skipper, som er produktchef for el i energiselskabet OK, i en pressemeddelelse.
Billigst bliver strømmen lørdag mellem klokken 12 og 17, hvor den rene elpris er nede mellem minus 15 øre og minus 29 øre pr. kWh inklusiv moms.
Det er i den periode, prisen for en opladning kommer helt ned på 10 kroner for en almindelig elbil.
Prognosen for søndag tegner samme billede med masser af billig strøm fra 10 til 17 og middagstimerne som de allerbilligste, lyder det fra Troels Skipper.
»Det er godt nyt for de danskere, der har en variabel elaftale, der følger markedsprisen. Danskere med fastpris på strøm kan derimod ikke få glæde af de lave priser,« siger han.
Billig opvarmning
Det er især forårssolen og masser af blæst, der sætter gang i solceller og vindmøller over hele landet.
Samtidig betyder de lune temperaturer, at der ikke skal bruges så meget energi til boligopvarmning i øjeblikket, oplyser Troels Skipper.