»Jeg er bange og bekymret. Kan det virkelig passe, at man kan købe en bil til en million, som kan ende med at gøre, at man mister huset i en brand?«
Maira Rodrigues tilhører en gruppe af danskere, som har købt elbilmodellen Jaguar I-Pace. Og hun river sig lige nu i håret.
Hun mener nemlig, at hendes bil er en rullende brandrisiko. Og hun forstår ikke, hvorfor Jaguar ingenting gør for at løse problemet, når nu bilgiganten selv har erkendt, at det eksisterer.
Sagen er den, at Jaguar har udsendt en tilbagekaldelse med nummeret H514, som inkluderer tilbagekøb af bilen, af et antal udgaver af I-Pace fra årgang 2019.
I tilbagekaldelsen, som B.T. har set, står at læse, at problemet berører godt 16.500 biler, der alle har et stelnummer indenfor et specifikt interval.
Og i tilbagekaldelsen beskriver Jaguar selv, hvordan tidligere sikkerhedsopdateringer ikke har sat en stopper for problemet med overhophedning af bilernes batteri, som har medført både røg og flammer.

Problemet er bare, at tilbagekaldelsen ikke er sendt til danske ejere som Maira Rodrigues. Den er udelukkende sendt til de berørte amerikanske købere af bilen.
Og det undrer hun og yderligere én af de berørte Jaguar-ejere, som B.T. har talt med, sig over.
Begge kan nemlig konstatere, at stelnummeret på deres biler ligger inden for det nævnte interval, som fremgår af tilbagekaldelsen.
B.T. har set dokumentation på ejerskab og stelnumre i form af henholdsvis indregistreringsattest og indkaldelse til syn.
Maira Rodrigues er bange for, at bilen pludselig kan bryde i brand, og derfor er hun begyndt at stille sin Jaguar udenfor i stedet for i familiens carport.
»Først og fremmest er jeg efter, at Jaguar kommer ud af busken og tager ansvar. Vi kan jo se, at de har erkendt problemet med de biler flere steder,« siger hun til B.T.
Hun henviser til tilbagekaldelsen med nummer H514 samt til et q&a-ark, som B.T. har set, som er udsendt til ansatte i Jaguar UK i forbindelse med en tidligere tilbagekaldelse.
Her fremgår det, at Jaguar blev bekendt med problemet i februar 2024, og at der har været indrapporteringer om brande i bilerne.

Ved den lejlighed lyder Jaguars rådgivning til brugerne, at man ikke oplader sin bil til mere end 75 procent, lader op udenfor og desuden parkerer væk fra bygninger.
Nu kræver Maira Rodrigues øjeblikkelig handling:
»Det er ikke længere et spørgsmål om de skal gøre noget. Det handler om hvordan.«
»Det er enormt problematisk, at de over flere måneder er bevidste om, at de har lavet en lappeløsning, som ikke fungerer. Ejerne er blevet vildledt, og vi har været fuldstændig uvidende om en kæmpe brandrisiko,« siger Maira Rodrigues.
B.T. har spurgt Jaguar i Danmark om, hvor mange danske ejere, der er berørt af situationen.
Det svarer bilgiganten ikke på.
Men til gengæld lyder det skriftlige svar, at alle danske ejere af I-Pace 'bør være opmærksomme på eventuel korrespondance' fra bilproducenten selv eller fra myndighederne med vejledning.
Hvorfor tilbyder Jaguar tilbagekøb kun i USA og ikke i Danmark eller andre regioner?
»JLR overvåger nøje bildata fra I-Pace på tværs af alle markeder, herunder Europa, for at identificere lignende forhold, som lå til grund for det supplerende tilbagekald af 2019MY X590-køretøjer i USA,« lyder svaret.