Mens oliepriserne lige nu banker i vejret på grund af krigen i Iran, er det for danske bilister værd at holde øje med et særligt tidspunkt i dag.
Kl. 11.
For det er tidspunktet, hvor de danske selskaber opdaterer benzin- og dieselpriserne ved landets tankstationer, gør Ilyas Dogru, forbrugerøkonom og chefkonsulent i FDM, via TV 2 Fyn opmærksom på.
Og da oliepriserne på det internationale marked har ramt det højeste niveau i fire år, opfordrer han til at tanke inden netop kl. 11.
Selvom det er svært at spå om, hvor meget dyrere det bliver at tanke herhjemme.
»Prisen på benzin kan stige alt mellem 60 øre og halvanden krone i dag. Diesel kan stige mellem 70 øre og to kroner,« siger Ilyas Dogru til TV 2 Fyn.
Ifølge de seneste opdateringer – fra fredag kl. 11 – koster benzin lige nu 14,59 kroner pr. liter, mens diesel ligger på 15,79 kroner pr. liter.
Det er ifølge TV 2 allerede den højeste pris siden sommeren 2024, og bare i den seneste uge, efter at angrebene mod Iran blev indledt, er prisen på benzin steget med omkring en krone pr. liter.
For diesel er det faktisk endnu mere.
Men det har i de senere år været meget værre. Som bekendt var benzinprisen helt oppe omkring de 20 kroner pr. liter, lige efter at krigen i Ukraine brød ud i 2022.

