Om godt 10 år er det helt slut med at købe nye benzin- og dieselbiler i Danmark og i EU. 

Eller er det?

Bekymringen for, at EU helt vil droppe planer om at forbyde salg af nye fossilbiler fra 2035, er nemlig stigende.

I mange EU-lande har forbrugerne ellers været i gang med at forberede sig til et liv med elbiler, og især her i Danmark går det strygende med flere end en kvart million elbiler på vejene.

De seneste salgstal viser desuden, at cirka hver anden af de nyregistrerede personbiler nu kører på el.

En højredrejning i EU-parlamentet i forbindelse med valget tidligere i juni har imidlertid nu kastet seriøs tvivl om de planer. Ifølge den politiske kommentator, briten Rory Stewart, vil et flertal i det nye EU-parlament sandsynligvis snart sørge for en gigantisk kovending.

»Dette kommer nærmest med sikkerhed til at betyde, at Europa kommer til at slippe ud af sine nuværende commitments omkring elbiler,« siger en bekymret Rory Stewart i podcasten 'The Rest is Politics´'.

Og det tidligere konservative medlem af det britiske Underhus samt tidligere kandidat til borgmesterposten i London er bestemt ikke alene med den formodning.

»Jeg er stærkt bekymret for de toner, som man hører fra dele af højrefløjen på det her område,« siger Rasmus Nordqvist, som er medlem af EU-parlamentet for SF, til B.T.

»Jeg er meget bekymret for og forstår stadig ikke argumentationen fra højrefløjen, der vil droppe green deal eller dele af den. Udover, at den er nødvendig for vores klima og natur, er det sådan set også et vigtigt konkurrenceparameter for EU.«

»Vi mente faktisk, at vi skulle have været mere ambitiøse i forhold til tidsplanen for at stoppe salget af benzin- og dieselbiler i både Danmark og Europa,« understreger Rasmus Nordqvist om EU's 2035-planer.

Han mener ikke, at nogen kan være interesseret i, at EU indleder en slingrekurs på området.

»Det er farligt at have sådan en frem-og-tilbage situation, fordi det skaber tvivl hos industrien, og her tænker jeg ikke kun på bilindustrien,« siger Rasmus Nordqvist.

Hos FDM, som bakker op om EU's 2035-forbud mod fossilbiler, deler man ligeledes bekymringen.

»Ja, vi har en reel bekymring for, at opbakningen til den grønne omstilling i EU svækkes,« siger Torben Lund Kudsk, som er afdelingschef for økonomisk politisk sekretariat i FDM, til B.T.

Han er i tvivl om, hvor stor opbakningen til at fortsætte en aktiv klimapolitik i EU er i det nye EU-parlament. Og så frygter han den nationale politiske udvikling i en række EU-lande, hvor partier, der er kritiske overfor den grønne omstilling, styrkes.

Nu må tiden i første omgang vise, siger Torben Lund Kudsk, om det nye parlament vil skrue tempoet ned eller ligefrem tilbagerulle forbuddet. 

»Vi er ikke så bange for situationen i Danmark, for vi har et bredt politisk flertal bag beslutninger om at gennemføre en omstilling til elbilerne,« forklarer han.

Men Torben Lund Kudsk er bekymret for, at EU vil slække på presset på bilfabrikanterne og samtidig holde eksempelvis billige kinesiske elbiler ude af markedet. Det vil gøre det umuligt for mange, der ønsker at skifte til elbil, at gøre det. 

»Og så er vi bekymret for, om politikerne rundt omkring i Europa formår at forklare forbrugere og vælgere godt nok, at omstillingen er nødvendig, og at den også vil give gøre hverdagen dyrere og mere bøvlet for mange mennesker,« siger Torben Lund Kudsk.

»Det er ekstremt vigtigt, at årsagerne til, at vi er nødt til at omstille os, bliver forklaret godt nok, så man også får befolkningerne med,« understreger han.

Det er imidlertid ikke alle, som er bekymrede over udsigten til, at EU kan gennemføre en markant kursændring omkring den omtalte 2035-deadline. Tværtimod.

»Det vil være glædeligt, hvis vi kan få den diskussion op igen. Jeg vil gerne af med den 2035-deadline,« konstaterer Kristoffer Storm, som er EP-medlem for Danmarksdemokraterne, over for B.T.

»Jeg tror, at det vil være et stort løft for mange af de mennesker, der bor langt fra storbyen både i Danmark og andre lande, hvor man ikke har den nødvendige elinfrastruktur eller forventes at kunne få den,« slår han fast.

Han mener ikke, at EU bør tvinge folk væk fra benzin- og dieselbilerne og over i elbiler, som de ikke har råd til, og slet ikke inden infrastrukturen er på plads.

Men er vi ikke nødt til at komme i gang og skubbe på den grønne omstilling?

»Vi skal sørge for at træffe beslutningerne i et tempo, som er realiserbart, ellers får man ikke opbakningen,« siger Kristoffer Storm.

»Markedet udvikler sig selv. Der kommer hele tiden nye modeller, og det sker helt af sig selv. Det er derfor, jeg ikke mener, at der er grund til at lave lovgivning om det.«

»Og hvorfor er det lige 2035? Hvorfor ikke 2034 eller 2036? Man træffer en beslutning, fordi det føles godt i maven, men hvis man ikke er sikker på, at man har infrastrukturen og teknologien, og det er man jo ikke, så giver 2035 ikke mening,« slår Kristoffer Storm fast.

Risikerer udviklingen ikke at gå i stå, hvis EU slækker på kravene over for bilindustrien?

»De politiske signaler, som vi sender, medvirker til at skubbe udviklingen. Men derfor behøver vi ikke sige, at nu kan du ikke længere købe benzin- og dieselbiler, når det ikke er understøttet af en infrastruktur, der giver mening,« siger Kristoffer Storm.

Kokken Hannah Grant giver dig sine bedste sparetip til madbudgettet og sit bedste tip til prepping-mad i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.