En familie på fem vil have ny bil. Den må ikke koste mere end 120.000 kr. Læs beretningen om deres jagt efter den perfekte brugtbil.
Troværdighed ikke just et begreb, der klistrer sig til brugtvognsforhandlere. Heller ikke til politikere, ejendomsmæglere, advokater og journalister for den sags skyld. Det er kendt viden, så dermed følte jeg mig hjemme i selskabet, da startskuddet til projekt 'find familiens kommende brugtvogn'.Og da vi hér ikke blot taler om 3.000 kr. til en ny cykel, var det med en vis uro i maveregionerne, at vi kastede os over opgaven. Første skridt på vejen var at definere kravene til bilen.
Visse faktorer kunne det ikke blive tale om at gå på kompromis med, andet kunne vi godt file lidt på. I sidstnævnte kategori hørte udgifterne til den daglige drift og vedligeholdelse inden for en vis, forventelig og rimelig grænse, naturligvis.
Hermed tyngede tanker omkring miljøvenlighed - læs: lavt brændstofforbrug - ikke vores beslutninger synderligt. Ikke særlig politisk korrekt, men sådan er det.
De ultimative krav til bilen blev efter overvejelser i familierådet skåret til tre: Bilen skal være en udpræget familietransporter med plads til mor, far, tre børn fra halvandet til 13 år og en velvoksen Golden Retriever i transportbur. Dertil ofte en anseelig mængde bagage.
Bilen skal være sikker
Bilen skal være sikker. Det er trods alt dyrebart materiale, vi skal transportere.
Tredje punkt var på mange måder udslagsgivende for udbud og valg af bil, da primær-chaufføren føjede et afgørende krav til ønskelisten. Bemeldte fører er husets frue, og da hun aldrig har været vild med kunsten at bakse med koblingspunkt og gearstang, var kravet automatgear. Og nu vi var i gang, ville aircondition/klimaanlæg være rart at få med i købet.
Dernæst kunne denne artikels forfatter komme til fadet, og følgende tre krav blev ridset op: 1. Bilen skal købes hos en forhandler med den sikkerhed, det indebærer sammenlignet med privatkøb. 2. Den skal være nysynet og helst have alle stempler i servicehæftet. 3. Som udgangspunkt ville vi punge ud med 120.000 kr. Plus-minus.
Så langt, så godt.
Med det ufravigelige krav om automatgear og til dels aircondition/klimaanlæg stod det klart, at vi formentlig skulle se os om efter en 8-12 år gammel stationcar af en vis størrelse, og som - i hvert fald da den blev indregistreret første gang - havde en vis prestige-aura over sig.
En kort søgning af stationcars i Mondeo/Passat-klassen eller en Renault Scenic-lignende mpv’er til omkring 120.000 kr. fik hurtigt en ende, da udbudet af automatgearversioner var til at overse.
Find støttepædagog
Så vi gik skridtet videre til først og fremmest Mercedes E-Klasse og Volvo 940/850 - og for at tilfredsstille familiefarens bilgén kiggede vi også lige forbi Audi A6 og BMW 5.
Årbogen Brugt Revyen anno 2002 blev en meget benyttet støttepædagog sammen med bilistorganisationen FDMs 'Brugte biler på godt og ondt'.
Desværre måtte vi hurtigt vinke farvel til såvel Audi som BMW fra midten af 1990erne. Begge var i hvert fald familiens ældste drenge stærkt fristet af, men når kravet er automatgear i kombination med stationcar forslår 120.000 kr. i langt de fleste tilfælde som en skrædder i helvede. Videre til Mercedes. Mange vil løbe skrigende bort på forhånd med synet af en gennembanket taxi foran sig. Vi burde måske også have sparet os ulejligheden, men ganske som med valg af tandlæge er det et spørgsmål om tillid, når man vælger sin brugtvognsforhandler.
Nære familiemedlemmer har i årevis sværget til Mercedes med modelbetegnelsen 124 - dén, der blev produceret fra 1985-1995 - købt hos en forhandler, som aldrig har voldt besvær og altid løst problemer hurtigt, effektivt og til rimelige penge.
Forhandleren kunne med lidt benarbejde skaffe en af de sidste 124-årgange, en dieseludgave med seks rækkecylindre under motorhjelmen og et fornuftigt kilometertal - altså et stykke under den halve million - for det ønskede beløb.
Mercedesen faldt dog for krav nummer to, da den ikke leveres med tre trepunktsseler på bagsædet, og end ikke kan eftermonteres med det. En hoftesele er efter vores opfattelse ikke god nok.
Exit Mercedes
En kollegas voldsomme trafikulykke i bil med hoftesele kostede et af hendes børn en brækket ryg, da barnet ikke var holdt tilbage af skråselen og derfor knækkede sammen på midten. Dermed exit Mercedes.
Sådan endte vi ved Volvo. Allerførst skulle en gammel vrangforestilling dog aflives.
Jeg bildte mig ind, at en 940er nok var dét, vi skulle have. Jeg kunne huske, at vi en helligdagsferie i slutningen af 1990erne kørte rundt i en udlejningsvogn med 940 på bagsmækken, og havde de dage som en fin erindring.
Min hukommelse må have spillet mig et puds. En afsøgning på internettet efter Volvo 940ere i nærheden, så den lige kunne prøves, sendte os ud til en 100.000 kr. stationcar fra 1998, med automatgear og aircondition.
Volvos revolution
Ti minutter bag rattet var nok; den urgamle konstruktion med blandt andet baghjulstræk og stiv bagaksel gjorde det klart, at den for det første er uegnet som transportmiddel i glat føre med en ikke voldsomt erfaren kvinde bag rattet, og dernæst er den bestemt ikke komfortabel at bevæge sig rundt i.
Her er nærmest tale om køreegenskaber i kummefryserklassen. Da vi samme dag havde snuppet en tur i en 850er - 'Volvos revolution', som Brugtrevyen skrev - var vi slet ikke i tvivl.
Den har forhjulstræk, er grundlæggende meget nemmere at køre i, mere komfortabel, og pladsen i den matcher vores behov. Valget var taget. Volvo 850.
