Det bliver stadig varmere i Danmark.

Det er både godt og dårligt for bilisterne. Færre dage glat vinterføre. Flere dage med stegende hede i bilens kabine.

En varm bil er en farlig bil. Hede stresser som støj og tæt trafik. Bilisten bliver uopmærksom, agressiv og utålmodig. Nærmest vild i varmen. Tænk blot på syden storbyer: Alle maser på. Hornet bruges uafladeligt. Det er alles kamp mod alle.

Heldigvis kan du gøre meget for at holde en behagelig og sikker temperatur i bilen. Se listen med de 20 gode råd. Desværre koster mange af dem penge. Ikke alle har råd til aircondition og øget brændstofforbrug.

Derimod er det gratis at vælge en lys bil med lyst indtræk. Mørke biler suger mest varme til sig.

Tre farver

Vi satte os for at undersøge forskellen på en almindelig dansk sommerdag med moderat varm temperatur. Til forsøget benyttede vi tre Suzuki Swift biler. Identiske bortset fra farverne: Sort, hvid og rød.

Bilerne blev parkeret et par timer ved Køge Bugt fredag. Solen tittede frem fra en let diset himmel. Termometeret viste 25 -26 grader i skyggen. En frisk vind pustede ind fra vandet. Med andre ord alt andet end ekstreme varmeforhold.

Vi placerede tre præcisions-termometre fra Danmarks Tekniske Universitet i skyggen på bagsædet. Hvorefter døre og vinduer blev lukket.

Efter et par timer kl. 11.30 blev temperaturerne aflæst. Der var 47 grader i den sorte bil. 40 grader i den røde og 39 grader i den hvide bil. En temperaturforskel på 9 grader lyder ikke voldsomt. Men opleves voldsomt, erfarede vi.

Temperaturer nær 50 grader er ren tortur. Man tænker kun på at komme ud. Tilmed er kabine-temperaturer over 60 grader er realistiske, når solen rigtigt brænder i middagsheden.

Udsatte børn

Hvert år dør ca. 40 amerikanere i varme biler. Børn er særligt udsat. Små kroppe opvarmes hurtigere end store. Mange dyr dør i varme biler. Dyr kan ikke klage eller tage 'overfrakken af'. Sørg derfor for, at holde temperaturen nede, når Fido eller Mis er med.

Efter at have målt temperaturen satte vi fuld drøn på airconditionanlægget og kørte hjem. Efter en halv times tid blev temperaturen atter mål på bagsædet. Nu var der 31 grader i den sorte bil. Stadig en ubehagelig høj temperatur. Den røde bil var næsten lige så varm med 30 plusgrader, mens den hvide var blevet til at holde ud med 27 grader i skyggen.

Et airconditionanlæg sikrer således ikke nødvendigvis en hurtig afkøling af kabinen. Med mindre bilen er hvid.