Køb af nye dæk kræver en del forberedelse, for dæk er altafgørende for vejgreb og dermed sikkerheden. Vi guider dig igennem dækjunglen.

At købe nye dæk til bilen kan være uhyre simpelt eller ekstremt kompliceret.

Det er simpelt, hvis man holder sig til den dækmontering, bilen blev leveret med fra ny. Det kan derimod være virkelig kompliceret, hvis dette dæk ikke fås mere, eller hvis man af en eller anden årsag – f.eks. pris – vil finde et alternativ.

For ingen jungle i verden er tættere end dækjunglen, erfarede vi efter at have deltaget i præsentationen af et nyt allround-dæk fra Firestone i Spanien.

Indledningsvis kan det nævnes, at køberen selvfølgelig skal vælge mellem sommerdæk, vinterdæk eller såkaldte helårsdæk. Det sikreste er at holde sig til originaldækkets dimensioner vedr. dækprofil, diameter og bredde.

Hertil kommer de mindre kendte specifikationer som hastighedsindeks, belastningsindeks, eventuel fælgbeskyttelse og måske endda et ønske om ’run-flat-egenskab’, så dækket kan køre videre i punkteret tilstand.

Bevæbnet med disse relevante oplysninger kan man gå på jagt i dækjunglen hos en forhandler eller hos en af de store online dækforhandlere.

Enormt udvalg

Den største i Europa er Daekonline, og efter turen til Spanien, hvor vi testkørte en række mindre mellemklassebiler monteret med Firestones nye Roadhawk dæk (der naturligvis klaskede de udvalgte konkurrenter eftertrykkeligt), kiggede vi ind hos daekonline.dk for at se, hvad markedet ellers byder på. Og det er ikke så lidt.

Alene i den prøvekørte dimension 205/55/16 (bredde i mm/dækprofil i pct./fælgomkreds i tommer) byder onlinefirmaet på ca. 450 forskellige sommerdæk fordelt på 41 fabrikater.

Det billigste dæk – Rotella Setula E-Pace – koster 329 kr. Det dyreste – Yokohama Advan A052 – sætter din konto tilbage med 1.642 kr. Det store flertal koster mellem 400 kr. og 600 kr. per dæk.

Hvad man får for de penge, er svært at svare på. For selv om dækkenes egenskaber vedrørende støj, rullemodstand og vejgreb i vådt føre er angivet, kender kun fabrikanten egenskaberne i slidt tilstand. Det samme gælder holdbarheden.

Personligt ville jeg begynde med at fravælge de ukurante dækmærker. Hvem har hørt om førnævnte Rotella? Eller Seiberling, Debrica, Matador, Federal, Pneumant, Tristar og en hel masse andre fabrikater (hvoraf mange er fra Kina)?

Premium, mellemklasse, lavpris?

I dækbranchen inddeles dækfabrikaterne groft sagt i tre kategorier. Premiumdæk, mellemklassedæk og lavprisdæk. Premiumdækkene indeholder den nyeste teknologi og er gerne lidt dyrere end de såkaldte mellemklassedæk.

Hvad der er et premiumdæk, afhænger i nogen grad af markedet. F.eks. regnes italienske Pirelli i hjemlandet for et premiumdæk. På alle markeder er der dog enighed om, at dæk fra Bridgestone, Michelin, Continental og Goodyear er premiumdæk.

Undvigemanøvre på våd asfalt med 100 km/t. Foto: PR Vis mere

Disse fabrikater er sikre køb, hvis man vil betale lidt ekstra i forhold til de talrige mellemklassedæk, hvor den forsigtige køber indledningsvis kan kigge på fabrikater, der ejes af premiummærkerne. Bridgestone ejer Firestone. Michelin ejer Kleber, Continental ejer Uniroyal, og Goodyear ejer Dunlop.

Ny teknologi debuterer i premiumdækkene og bevæger sig senere ned i mellemklassedækkene. Derfor kan et splinternyt mellemklassedæk som Firestone Roadhawk være lige så godt som en ældre udgave af samme koncerns premiumdæk fra Bridgestone. Måske endda bedre.

Ikke mindst vedr. holdbarhed, hvor nye materialer og gummiblandinger løbende forbedrer slidstyrken uden at kompromittere køreegenskaberne. Så når du har styr på dine dimensioner, og om det skal være sommer-, vinter-, eller helårsdæk, så vælg et mellemklassedæk, hvis du vil have gennemtestet teknologi og høj værdi for pengene.

Test

Og lad nu være med at spare på netop dæk. De er bilens eneste kontakt med vejen og derfor et af de vigtigste sikkerhedsparametre på en bil overhovedet. Det hjælper ikke noget, at bilen har verdens bedste bremser eller airbagsystemer, hvis den ikke kan styre og bremse optimalt i en nødsituation – og det afgøres alt sammen af, hvor godt bilen står fast på vejen.

Vi er sat stævne på et stort køreteknisk anlæg i Nordspanien, hvor Firestone vil demonstrere virksomhedens nyeste mellemklassedæk, der ifølge fabrikanten kombinerer klassens bedste holdbarhed, vejgreb i vådt føre og bremseevne i tørt føre.

Som noget nyt får vi udleveret en uvildig rapport fra den store tyske testorganisation TUV. Heraf fremgår det, at dækket på alle væsentlige punkter er bedre end gennemsnittet for klassen. Hvilket også ville være mærkeligt andet, eftersom det er splinternyt.

Vi forsynes med udvalgte dele af den tyske rapport, hvor Firestone Roadhawk er sammenlignet med fire kurante og navngivne konkurrenter fra mellemklassen. Resultaterne ses herunder.

Som noget nyt er der indført en række discipliner, der ikke fremgår af dækkenes EU-mærkning. Det gælder evnen til at modstå akvaplaning, evnen til at stå fast under hurtig kurvekørsel på våd vej og bremseevne på tør vej. Som den helt store overraskelse indgår både slidte og nye dæk i testen.

Alle test er foretaget i 2016 med en Golf 7 på TUVs testanlæg i Papenburg i Tyskland. Udvalgte resultater fra testen kan ses i tabellen herunder.

Vi var inviteret af Firestone.