Lyt til artiklen

En forårstjek af bilen kan tage reparationer i opløbet og give bilen en længere levetid. Vi giver dig tre tjeklister til den hurtige, den gode og den seriøst grundige forårsklargøring

Nu kan vinterhalvåret næppe ryste mere slud ud af ærmet, så det er blevet tid til den årlige forårsklargøring af bilen. Du ved, den hvor måtterne bankes, ruderne pudses, sommerdækkene kommer på og bilen gås efter i sømmene. Der vil være bilejere, der allerede nu ruller træt med øjnene og tænker: Hvorfor? Svaret er relativt simpelt – det handler om sikkerhed, besparelser på kort sigt og en eventuel fortjeneste på længere sigt.

Vinteren kan nemlig være hård ved familiens firhjulede ven. Der kan være spirende rustangreb, som du først opdager ved en håndvask, og så kan der være kommet små sprækker i lygter, så der er trængt fugt ind. Hvis ikke den slags tages i opløbet, så risikerer du døde lygter og bøder – for ikke at tale om den risiko der følger med defekte bremselys eller blinklys i trafikken. Et par årlige poleringer af bilen holder den desuden friskere at se på, og det kan rask væk betyde 10.000 kr. eller mere, når bilen skal sælges.

Det er ikke alle, der har mod på at bruge en hel lørdag formiddag i indkørslen med bilshampoo og vinylmakeup, og i den erkendelse har vi skruet tre guider sammen til forårsklargøringen. Den hurtige er overstået på en time, den gode tager en formiddag, mens den seriøst grundige kan strække sig over en hel weekend. Hvis du begynder med den hurtige løsning, så har du basis på plads, og bliver du grebet eller finder mere tid i din pakkede weekendkalender, så kan du bygge på derfra.

Den hurtige

Tag eventuelt børnene med og sæt en formiddag af – og vælg den af de tre klargøringsmodeller, du foretrækker at give din bil. Foto: Henrik Dreboldt
Tag eventuelt børnene med og sæt en formiddag af – og vælg den af de tre klargøringsmodeller, du foretrækker at give din bil. Foto: Henrik Dreboldt
Vis mere

Løsningen til dig der ved, at din bil skal forårsklargøres – men egentligt helst er fri. Med den hurtige løsning kan du hurtigt holde weekend med god samvittighed.

  1. Skift til sommerdæk. Når frosten er væk, er sommerdæk markant sikrere end vinterdæk på en tør forårsvej.
  2. Tjek viskerblade. De slides ekstra meget om vinteren, og når gummiet begynder at knække, efterlader viskerne striber på ruden. Udskiftningen er en relativ simpel affære, og de fleste udstyrsforretninger er behjælpelige med at skifte, hvis du køber nye viskerblade hos dem. Husk at måle længden på de enkelte blade, da højre og venstre ofte har forskellig længde.
  3. Støvsug bilen, så både saltrester og andre af vinterens efterladenskaber fjernes.
  4. Luft kabinen grundigt ud. Når du alligevel hiver måtterne ud til støvsugning. Det forbedrer indeklimaet markant, og vinduerne dugger mindre. Stil eventuelt bilen i solen og åbn vinduer og døre, så bilen rigtigt kan tørre igennem.
  5. Bilvask. Giv bilen den helt store bilvask i den lokale vaskehal. Nu er det så længe siden, at saltbilerne har været på gaden, at selv genbrugsvandet i vaskehallen burde være saltfrit.
  6. Tjek væsker, dækmønster og dæktryk. Det har dybest set ikke noget med forårsrengøringen at gøre, men er noget enhver bilejer bør gøre en gang om måneden. Væskerne er olie, sprinklervæske, bremsevæske og kølervæske. Dækmønsteret må ikke være mindre end 1,6 mm, men vi anbefaler minimum 3 mm. Bilens optimale dæktryk kan du tjekke i instruktionsbogen eller i dørkarmen på førerdøren, hvor producenterne ofte monterer et mærke med det optimale dæktryk.
  7. Tjek alle lygter. Tjek for skrammer eller huller og tjek, at alle pærer virker korrekt. Det handler lige så meget om sikkerhed som forårsklargøring.

Den gode

Når du er igennem den hurtige forårsrengøring, kan du bygge på med en række af følgende punkter, der får dig endnu dybere i bund med din vogn.

  1. Vask bilen i hånden. En vaskehal er fint nok, men når du vasker bilen i hånden, kommer du samtidig omkring alle bilens hjørner og kroge. Du ser lakskader fra vinterens stenslag og spirende rust. Vær især grundig ved pladeombukninger, skærmkanter og i dørfalsene.
  2. Giv bilen en motorvask. Da der også i motorrummet gemmer sig rester af vejsalt og andet snavs, er det vigtigt med en motorvask, men pas på de elektriske installationer og dæk dem af.
  3. Skift defekte lys selv. De fleste pærer kan du skifte på et par minutter – kun enkelt bilmodeller er komplicerede. Pærerne køber du i en udstyrsforretning.
  4. Indendørs hovedrengøring. Giv alle overflader i kabinen et friskt pust vinylrens og tør efter med en klud. Hvis du virkelig vil ind i hjørnerne, kan du bruge et produkt som f.eks. Cyber Clean, der er en slags forvokset tyggegummiklump, du kan mase ind i alle sprækker og mellemrum, og som suger alt møg til sig. Klumpen kan bruges igen og igen.
  5. Låse og gummilister. Smør alle låsene med låseolie og smør bilens gummilister ind i silikone.

Den virkelig grundige

Sæt weekenden af – og få en bil, der er så god som ny. Når du først er igennem både ’Den lette’ og ’Den grundige’ forårsklargøring, står de fleste af. Men den rendyrkede automobil- elsker fortsætter med nedenstående i den ultimative forårsklargøring.

  1. Lakskader. Ved håndvasken falder du givetvis over en lakskade eller to, og de skal helst udbedres med det samme, så rust ikke får mulighed for at brede sig. Køb en farvestift i bilens originale farve. Gå forsigtigt til værks og husk at rense og grunde, inden du påfører farven.
  2. Airconditionanlægget. Det kan gemme på alle mulige bakterier, og skimmelsvamp og snavs kan ligge og rådne i systemet og give dårlig luft. Køb en spraydåse, der langsomt afgiver en rensende luftart, mens bilens airconditionanlæg kører på recirkulation.
  3. Polér lakken op. Salt og lys forvitrer lakken, derfor skal det yderste lag først behandles med en slibende polish og derefter poleres op med en let slibende polish. Til sidst påføres et konserverende produkt som f.eks. voks, og lakken på din bil vil fremstå næsten som ny.
  4. Batteriet. Det bliver altid ekstra belastet henover vinteren. Så tag kabelskoene af og giv det en grundig opladning, det forøger batteriets levetid. Og fedt derefter polerne godt ind, inden du igen monterer kabelskoene.
  5. Førstehjælpskassen. Gennemgå førstehjælpskassen og genopfyld den, hvis den har været brugt.
  6. Reservehjulet. Tjek reservehjulet – både for dæktryk og mønster.
  7. Motorrummet. I motorrummet kan du med fordel tjekke, om kølerslangerne stadigvæk er tætte, og om vognen eventuelt trænger til nye olie- og luft-filtre.
  8. Fjernbetjening. Kontroller om alle dine fjernbetjeninger til centrallåsen virker, og skift eventuelt batterierne, hvis de er ved at være flade.
  9. Dæk. Giv dækkene en ny ungdom. Salt og sollys forvitrer gummiet, men det løses med en hurtig omgang dækkosmetik, der fås hos enhver velassorteret udstyrsforretning.
  10. Trafikpude. Hvis du har mere energi, så kan du eventuelt gå i krig med korssting og en broderpude og få lavet den klassiske trafikpude med alle skiltene til bagruden, for i forhold til forårsklargøring kan vi ikke komme på mere – selv til den seriøst grundige bilist.