To nordjyske iværksættere er røget i totterne på hinanden. 

Der er tale om serieiværksætteren Magnus Kjøller, der beskylder en anden iværksætter, Ahmed Duradbegovic, for at have ført ham bag lyset i forbindelse med et lån på 2,2 millioner kroner, som han bevilgede til Ahmed Duradbegovic' nordjyske bilvirksomhed Cartrader Aps i januar måned i år.

Firmaet er gået konkurs, og Kjøller har mistet sine penge. 

Magnus Kjøller fortæller nu, at han er blevet offer for 'grov økonomisk kriminalitet' i en pressemeddelelse. Den har han udsendt efter, at Nordjyske har omtalt sagen og interviewet ham. 

Ahmed Duradbegovic bedyrer sin uskyld og mener, at der er tale om en misforståelse. 

Den spegede sag begyndte i januar måned, hvor Ahmed Duradbegovic kontaktede Magnus Kjøller. Han var i bekneb for penge, og ønskede en kapitalindsprøjtning.

»Ahmed Duradbegovic skulle bruge 2,2 millioner kroner til at udvide sin nyetablerede forretning, der handlede med biler. Vi blev enige om en model, hvor vi lånte ham pengene på attraktive vilkår, mod at vi fik noget ejerskab,« skriver Magnus Kjøller i en pressemeddelelse.

Magnus Kjøller fortæller, at Duradbegovic umiddelbart gjorde et godt indtryk, da han henvendte sig til Magnus Kjøller. Som betaling trådte Magnus Kjøller ind som medejer af bilfirmaet Cartrader Aps. Indtil da havde virksomheden udelukkende været ejet af Ahmed Duradbegovic. 

Da Magnus Kjøller vurderede, at der var tale om en god investeringscase, fik han 20 procent af virksomheden mod lånet.

Magnus Kjøllers omgangskreds fik hurtigt nys om, at han havde trådt ind i Cartrader Aps. Tilsyneladende vidste omgangskredsen mere om den nye forretningspartner end investoren selv.

»Herefter begynder beskederne at dumpe ind: 'Er du klar over, hvilken person du har investeret i?' – og skrækhistorierne begynder at blive fortalt af andre, som før er blevet snydt af Ahmed Duradbegovic.«

Derfor krævede Magnus Kjøller sine penge tilbage allerede efter få uger. Da Duradbegovic ikke betalte pengene tilbage, hev Kjøller ham i skifteretten, hvor han og Cartrader Aps blev begæret konkurs.

I retten fortalte Ahmed Duradbegovic ifølge pressemeddelelsen fra Magnus Kjøller, at der var masser af værdi i virksomheden.

»Han forklarer, at der er adskillige millioner kroner på diverse bankkonti og mindst syv Teslaer købt og betalt og klar til levering. Men bilerne var væk. Pengene var væk. Alle andre aktiver var væk,« skriver Magnus Kjøller.

Det er hverken lykkedes serieinvestoren eller hans advokat, at få bekræftet de syv bilers eksistens.

Derfor satte Magnus Kjøller jagten ind på sine penge, da han mener, der er blevet begået grov økonomisk kriminalitet.

Han fortæller efterfølgende til B.T., at Ahmed Duradbegovic er anmeldt til politiet. 

Ahmed Duradbegovic fortæller også, at forretningseventyret ikke gik, som han ønskede.

»Jeg er skide ærgerlig over, hvordan det hele er endt,« skriver han til B.T.

Han fortæller, at det overraskede ham, at lånet på 2,2 millioner kroner skulle betales tilbage med det samme. Men desværre var han allerede kommet til at skrive under på en tilbagebetalingsaftalen. 

»Den oprindelig plan var at tilbagebetale over 2,5 år, så jeg kunne bære frugt af lånet. Når man havde forventet, at denne investering skulle betales tilbage over år, men pludselig ændres til dage, er det svært at få økonomien til at hænge sammen.«

Ahmed Duradbegovic mener, at der er beviser for, at han ikke er stukket af med pengene.

»Jeg har ikke blot taget et millionlån for at berige mig selv, men jeg har investeret i firmaet, og det viser kontoudtogene også.«

Han anerkender, at der har været dumme beslutninger i form af en dyr renovering af butikslokaler.

Hvordan forholder du dig til, at Magnus Kjøller har politianmeldt dig?

»Det er hans side. Pengestrømmen snakker for sig selv, og her fremgår det altså, at pengene er investeret i virksomheden,« forklarer Ahmed Duradbegovic.

Lyt til det seneste afsnit af B.T.-podcasten 'Spar Kassen' her: