En Ferrari, som blev stjålet fra en Formel 1-kører i 1995, mens han var afsted til et løb, er netop blevet fundet.

Det er østrigeren Gerhard Berger, som på det tidspunkt kørte Formel 1 for Ferrari, som fik sin Ferrari F512M stjålet fra sit hjem.

Næsten tre årtier senere er bilen, som menes at have en værdi omkring tre millioner kroner, fundet af britisk politi, beretter Sky News.

Gerhard Berger deltog i et grandprix på Imola i 1995, da hans Ferrari og én anden sportsvogn blev stjålet.

Britisk politi mener, at bilen blev fragtet til Japan efter tyveriet, og de blev først gjort opmærksom på den, da de i januar modtog en indberetning fra Ferrari.

Ferrari havde kontrolleret data på en bil, som var i gang med at blive købt af en amerikansk køber via et britisk mæglerhus.

Og her blev det afsløret, at der var tale om en stjålet bil.

»Vores undersøgelser var omhyggelige og omfattede kontakt til myndigheder fra hele verden,« siger Mike Pilbeam, som var chef for efterforskningen hos Met Police i London til Sky News.

»Vi arbejdede hurtigt sammen med partnere, herunder National Crime Agency, samt Ferrari og internationale bilforhandlere, og dette samarbejde var afgørende for at forstå bilens baggrund og forhindre den i at forlade landet,« forklarer han.

Arkivfoto. Gerhard Berger i 2019.
Arkivfoto. Gerhard Berger i 2019. Foto: Miguel Medina/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Gerhard Bergers Ferrari F512M var den sidste version af den ikoniske Testarossa, og der blev produceret omkring 500 mellem 1994 og 1996.

Gerhard Berger, der i dag er 64 år, deltog i i alt 210 Formel 1-løb i en 14-årig karriere i sporten, hvor han blandt andet kørte for Ferrari og McLaren.

Han vandt 10 løb undervejs, inden han stoppede efter 1997-sæsonen.