Det kan være livsfarligt.

Men 316.000 bilejere tager alligevel chancen i trafikken.

Så mange biler kører nemlig rundt på sommerdæk her i vintermånederne.

Det skriver Dækbranchen Danmark i en pressemeddelelse.

Tallet stammer fra den årlige dækoptælling i uge fire. Optællingen foretages på offentlige parkeringspladser landet over.

I 2023 blev der slået foreløbig bundrekord med 281.000 biler på sommerdæk om vinteren. Men tallet er nu steget.

Volker Nitz er direktør i Rådet for Større Dæksikkerhed. Han siger:

»Det er naturligvis uheldigt, at det går den vej, og selvom vintrene generelt er mildere, så er vinterdæk fortsat det bedste valg. De er nemlig ikke kun det sikreste valg på sne og is, men også på kolde og våde veje, som det trods alt stort set er dagligt i vinterhalvåret.«

I den østlige del af Danmark kører 13 procent rundt med sommerdæk.

I alt kører 488.000 biler på helårsdæk, mens 2.063.000 kører på vinterdæk.

Om helårsdæk siger Nitz:

»Andel af biler på helårsdæk er igen steget, hvilket måske skyldes, at de seneste vintre har været til den milde side. Der har dog i perioder været undtagelser, hvor vejret til gengæld kortvarigt har udfordret såvel bilisterne og vejberedskabet, og sat det hele i stå. Her havde rigtige vinterdæk været en bedre løsning.«