Hvis du har stået nede på benzintanken og fået store øjne, i det du har set pristælleren løbe op, har du måske også gjort dig tanken.
Er det ved at være nu, man skal gøre som mange andre danskere, og hoppe over til el-bilen?
Hvis du har, er du langt fra alene.
For til Jyllands-Posten fortæller Jan Lang, markedsanalytiker i Bilbasen, at interessen for de eldrevne køretøjer er eksploderet efter de prisstigninger der er fulgt i kølvandet på USAs krig mod Iran. Bilbasen er Danmarks største digitale markedsplads for brugte biler.
Han fortæller til mediet, at der er sket en stigning, der er langt højere, end der eksempelvis blev set i forbindelse med starten på Ukraine-krigen og ved Teslas vilde prisfald i 2023.
»Ingen af de begivenheder har affødt en stigning i antallet af søgninger, som vi har set den seneste uge. Stigningen svarer til omkring 70.000-80.000 ekstra søgninger,« siger Jan Lang til mediet.
Antallet af udbudte el-biler er ligeledes dykket siden starten af krigen. Derfor oplyser Jan Lang da også, at nu er et fordelagtigt tidspunkt, hvis man går med overvejelser om at sælge sin brugte el-bil.
