Med nytårets komme er en række ting blevet væsentligt dyrere, og herunder er det at være bilist blevet en mere bekostelig affære.

Det kan man se 1. januar på tankstationernes prisskilte. Det er dieselpriserne, der i denne omgang har taget et ordentligt nyk opad. Det skete præcis klokken 11.00.

»Det er de øgede afgifter, regeringen har lagt på dieselen. Den er steget med omkring 65 øre per liter her fra årsskiftet,« siger Ilyas Dogru, der er chefkonsulent og forbrugerøkonom ved FDM.

Dertil er der yderligere indeksering på 15 øre og ikke mindst skal man lægge det såkaldte fortrængningskrav, som, Ilyas Dogru mener, står for størstedelen af resten de 90 øre, han kan se af stigning ved sin lokale tank.

Det er en bestemmelse, som gør, at mængden af biobrændstof skal blandes i dieselen. 

»Det er klart, at det her kan skubbe nogle mennesker til at skifte deres dieselbil ud med en elbil, men det er bare ikke alle, der har den mulighed,« siger Ilyas Dogru.

»634.000 danskere kører i dieselbil, og af dem er der en del, som virkelig vil kunne mærke det her. Hvis man kører en del i sin bil, så er det altså en prisstigning, der vil noget.«

Benzinbilsejerne står dog også for skud. Her vil der i stedet for de 65 øre blive lagt 23 øre på i afgift per liter senere.

Ilyas Dogru, chefkonsulent, FDM.
Ilyas Dogru, chefkonsulent, FDM. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere