Til januar bliver det dyrere at indregistrere en ny elbil som en del af regeringens plan for fremtidig bilbeskatning.

I en pressemeddelelse opfordrer Mobility Denmark – brancheorganisationen for bilimportører, -producenter og -udlejere – nu regeringen til at stoppe den planlagte afgiftsstigning på elbiler.

»Danskerne har taget elbilen til sig, og det giver ingen mening nu at gøre nogle af de mest populære modeller titusindvis af kroner dyrere. Afgiftshoppet skal tages af bordet i efteråret,« udtaler brancheorganisationens administrerende direktør, Mads Rørvig.

Mobility Denmark henviser desuden til en undersøgelse foretaget af FDM – landets største interesse- og forbrugerorganisation for bilister – der viser, at danskernes foretrukne elbiler vil blive væsentligt dyrere med afgiftsstigningen.

En Volkswagen ID. 4 vil blive mere end 10.000 kroner dyrere og en Tesla Model Y Long Range vil blive godt 28.000 kroner dyrere.

Nye undersøgelser viser da også, at danskerne er vilde med elbiler, for i august kørte næsten 9 ud af 10 nyindregistrerede biler på el. Læs mere om det HER.