Danskerne kan tilsyneladende ikke få nok af at købe elbiler. For første gang nogensinde har salget af elbiler overgået salget af dieselbiler.
Og det er gået hurtigt. Også hurtigere end man havde forventet.
Det siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør i brancheorganisationen Mobility Denmark til TV 2 på baggrund af data fra Bilstatistik.dk.
»Det går stærkere, end vi havde regnet med,« siger Mads Rørvig.
Med mere end en halv million elbiler er knap 20 procent af danskernes biler i dag drevet af el - en lige så stor andel som der er dieselbiler.
Og spørger man direktøren fra Mobility Denmark er forklaringen på den hastige udvikling, at danskerne får en god pris, når de sælger deres brugte bil.
Mads Rørvig forklarer, at Danmark i stigende grad eksporterer deres brugte diesel- og benzinbiler til en gunstig pris og som dermed veksles til en elbil.
For det er primært af økonomiske årsager, at elbilen er blevet danskernes foretrukne.
Dog er det stadig benzinbilerne, som sidder tungt på positionen som den mest hyppigt ejede bil. Og sådan vil der være i nogle år, selvom man i Mobility Denmark satser på at have én million elbiler på de danske veje.

