Volkswagen sænker prisen på den elektriske ID. 7 for anden gang, selvom modellen kun har været på markedet i godt tre måneder.

Denne gang har man kappet henholdsvis 15.000 kroner og 18.000 kroner af de to forskellige fastback-udgaver, som man kalder Pro og Style.

De to koster nu henholdsvis 431.995 kroner og 471.995 kroner. 

Tilbage i august blev den billigste af de to modeller ellers i første omgang præsenteret for det danske marked til en pris på 479.995 kroner.

Det prisniveau blev imidlertid justeret nedad allerede inden, at ID. 7 ramte gaden i Danmark.

Og ved indgangen til 2024 sænkede Volkswagen priser og justerede udstyrsvarianter på samtlige modeller i mærkets elektriske ID.-program.

Og hvis det kom som en overraskelse for danske forbrugere, så kan det skyldes, at Volkswagen i Danmark tidligere blankt havde afvist at sænke priserne.

Det var i januar 2023, hvor en af Volkswagens rivaler, Tesla, netop havde lanceret gigantiske prisnedsættelser, som i den grad kom til at definere bilmarkedet i Danmark.

Siden har piben imidlertid fået en anden lyd fra Volkswagen.

»Prisnedsættelserne viser, at Volkswagen ID. 7 var forkert prissat fra starten. Nu vil man have gang i salget,« siger forbrugerøkonom hos FDM, Ilyas Dogru.

»Den anden årsag er vel, at man nu lancerer en ID. 7 stationcar, og så justerer man priserne for at gøre plads til den,« forklarer han.

Den nye version – en Volkswagen ID. 7 Tourer – kommer ganske rigtigt nu på markedet, oplyser Volkswagen, til en pris fra 446.995 kroner.

»De er jo ikke de eneste, der har sænket priserne i det seneste års tid, kan man godt konstatere, og det er jo alt sammen et tegn på, at markedet er meget dynamisk,« siger Ilyas Dogru.

»Den pris, som du satte for to måneder siden, kan allerede nu være forældet, fordi alle andre har rykket sig på markedet,« understreger han.