Asker ramt af skyhøje benzinpriser: 'Det går overhovedet ikke'
Asker Rasmussen er en af de mange danskere, som i den grad kan mærke stigende benzin- og dieselpriser. Derfor kalder han på handling.

Asker Rasmussen er en af de mange danskere, som i den grad kan mærke stigende benzin- og dieselpriser. Derfor kalder han på handling.

På de danske tankstationer stikker priserne af, og det kan mærkes.
B.T. møder Asker Rasmussen, der laver jord- og betonarbejde og privat kører i benzinbil, ved benzinstanderen på en københavnsk tankstation.
Han er ikke imponeret over de danske forhold for bilejere med brændselsbiler.
For hvor 22 EU-lande har sat ind med sænkelser af benzin- og dieselafgifter, er Danmark et af fem lande, hvor politikerne ikke endnu har sat ind.
»Det går overhovedet ikke,« siger Asker Rasmussen.
Selvom han ikke er overrasket, er bilisten altså ikke imponeret. Det bør kunne gøres bedre, lyder det fra ham.

»Det er slapt. Man skyder ligesom problemerne tilbage på almindelige folk,« siger han.
B.T. har igennem en periode afdækket, hvordan danskere som Simon Søndergaard Sørensen, Helle Christensen og Jørgen Eisenhardt har en mere presset økonomi på grund af brændstofpriserne.
Det gælder også Asker Rasmussen:
»Ja, det kan helt bestemt mærkes. Før kunne jeg tanke for omkring 600 kroner, nu koster det omkring 900 kroner.«
Tal, som FDM har trukket for B.T., viser, at sker der ikke noget med afgifterne, vil ekstraregningen for ejere af dieselbiler være omkring 3.800 kroner i 2026. For ejere af benzinbiler er det omkring 3125 kroner.
Bilister som Asker Rasmussen har allerede været vidne til, at benzin er steget med 22 procent, siden krigen i Iran brød ud.
I samme periode er diesel desuden steget 27 procent. Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks.
»Det er noget lort, men hvad kan man gøre? Jeg har færre penge nu, det er sådan, det er,« siger Asker Rasmussen.
De markante prisstigninger mærker Asker Rasmussen også på sit arbejde. Her er hans arbejdsgiver ligeledes presset, når lastbilen, Rasmussen kører i, skal tankes.
»Jeg tanker nu for 4.000 til 5.000 kroner, og det er brugt på fire til fem dages kørsel.«
Onsdag eftermiddag meddelte regeringen, at den vil forhøje kørselsfradraget midlertidigt resten af året. Det vil ifølge regeringen hjælpe 1,1 millioner danskere, der pendler til og fra arbejde, men det vil først blive efter sommerferien.
Læs mere om det HER.