Advarsel før sommerheden: Risikerer ekstra regning på 80.000 kroner
Det kan virkelig koste kassen, hvis klimaanlægget i din elbil bryder sammen på grund af varmen.

Det kan virkelig koste kassen, hvis klimaanlægget i din elbil bryder sammen på grund af varmen.

For ejere af elbiler kan weekendens hedebølge gå hen og blive en rigtig dyr omgang.
Temperaturer på over 30 grader kan nemlig betyde, at bilens klimaanlæg ikke fungerer ordenligt, hvis anlægget mangler kølemiddel.
»I 30-40 graders varme skal klimaanlægget arbejde på en helt anden måde, end under normale temperaturer,« siger Yasser Abaiji, der er teknisk konsulent hos FDM.
For især ejere af elbiler er det rigtig skidt, hvis klimaanlægget ikke fungerer optimalt, i kombination med de meget varme temperaturer.
Klimaanlægget køler nemlig den elektronik, som bilen bruger til at styre elmotoren og højvoltbatteriet.
Og det øjeblik man så sætter elbilen til en lynoplader, kan højvoltbatteriet blive så ophedet, at bilen enten vil skrue ned for ladehastigheden, så ladepausen bliver længere, eller også vil anlægget ikke køle kabinen tilstrækkeligt, samtidig med at anlægget også skal køle højvoltbatteriet.
Og så kan det gå helt galt.
»I worst case så kører bilen sig selv i stykker,« siger Yasser Abaiji.
Kan koste 80.000 kroner
Og det kan gå hen og koste op imod 80.000 kroner, hvis hele AC-system er brudt sammen.
»Da systemet i en elbil er langt mere komplekst og består af mange flere komponenter, kan et totalt nedbrud koste alt fra 10.000 og helt op til 80.000 kroner,« siger Yasser Abaiji.
Ifølge FDM er der generelt ikke et krav fra bilfabrikanterne, at man får serviceret bilens klimaanlæg, og derfor er der en klar opfordring fra Yasser Abaiji
»Jeg kan virkeligt opfordrer til, at man tjekket klimaanlægget hvert 2. år og gerne før man kører på ferie,« siger han.