Hvis 1,1 millioner danskere havde set frem til gode nyheder fra Skatterådet, så får de sig hermed en stor skuffelse.

Satserne for kørselsfradrag bliver nemlig ikke sat op i 2025. Og hos interesse- og forbrugerorganisationen FDM er man meget langt fra at være imponeret.

»Vi er utilfredse med, at befordringsfradraget slet, slet ikke svarer til, hvad det koster at være bilejer i Danmark og samtidig have langt på arbejde,« siger forbrugerøkonom Ilyas Dogru fra FDM til B.T.

»Befordringsfradraget er godt for samfundsøkonomien og for mobiliteten på arbejdsmarkedet, og derfor skal det også svare til de faktiske udgifter. Og det gør det ikke,« konstaterer han.

Helt konkret er der tale om, at de 1,1 millioner danskere, som hver dag rejser mindst 24 kilometer til og fra arbejde, ikke kan se frem til en forhøjelse af fradragssatsen i 2025.

Dermed fortsætter de med at kunne trække 2,23 kroner pr kilometer fra på kørsel mellem 25 og 120 daglige kilometer fra. Og for kilometer derudover er satsen også i 2025 på 1,12 kroner pr. kilometer.

»Der er mange faktorer i spil, når satserne skal beregnes. Når udviklingen fremskrives, vil den gennemsnitlige brændstofpris falde i 2025, og bilerne forventes at køre længere på literen i 2025 end året før,« lyder begrundelsen fra Skatterådets formand, Jane Bolander, i en pressemeddelelse.

»På den anden side forventes det, at de faste udgifter til en bil samlet set vil stige i 2025.«

»Når alle disse forhold lægges sammen, giver det uændrede satser for kørselsfradrag og beskedne justeringer i satserne for skattefri godtgørelse for kørsel i egen bil og på knallert og cykel,« forklarer Jane Bolander desuden.

Og det er netop den konklusion, som FDM ikke forstår.

Skatterådet mangler nemlig at tage højde for flere ting, peger Ilyas Dogru på.

»Brændstofpriserne er en ubekendt faktor med så mange usikkerheder i verden, samtidig med at afgiften på benzin og diesel stiger markant fra nytår, så at prisen kommer til at falde, er særdeles usikkert,« siger han.

»Brændstofpriserne er en ubekendt faktor med så mange usikkerheder i verden, samtidig med at afgiften på benzin og diesel stiger markant fra nytår.«

»Og dertil kommer, at det er blevet markant dyrere at forsikre og servicere sin bil,« siger han.

Ilyas Dogru forklarer desuden, at Skatterådet slet ikke tager højde for, at danske bilejere de seneste par år har været ramt af ekstraordinært store værditab på deres biler.

»I mange år har Skatterådet opereret med et fast værditab på 0,25 kroner pr. kilometer, og det er vi hos FDM uforstående overfor,« siger han.

»I en tid, hvor bilejerne har oplevet ekstraordinært store værditab, trænger den beregning til et eftersyn,« understreger Ilyas Dogru.

Der er dog også gode nyheder på vej til de danske bilister. Skatterådet har nemlig besluttet at hæve kørselsgodtgørelsen med to øre til 3,81 kroner pr. kilometer. Men kun for de første 20.000 kilometer.

Herefter er satsen uændret på 2,23 kroner pr. kilometer.

Kørselsgodtgørelsen er det beløb, som man kan få fra sin arbejdsgiver, hvis man stiller sin egen bil til rådighed i forbindelse med sit arbejde.

Hvordan er det nu lige, man får styr på forskudsopgørelsen, så man undgår ubehagelige overraskelser, når ens endelige skatteregnskab bliver gjort op?

Det guider skattechef hos Skatteguiden Cecilie Frandsen til i det seneste afsnit af Spar kassen.

Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder: