Betaler du mange penge for din olie, fordi du tror, den er bedre? Så begår du måske en fejl.

BTs undersøgelse viser, at der er enorme forskelle på prisen på motorolie til din bil. Vi har kigget nærmere på priserne, og på hvad der adskiller de forskellige typer olier. For uden den rigtige olie, præsterer din motor langt fra optimalt...

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS og læs meget mere om de forskellige slags motorolier du kan få til din bil - herunder pris-sammenligning og forhandlere kontra kvalitet.

Det får du:

  • Artikel: Samme olie - dobbelt pris
  • Fakta og oversigt: Pris-eksempler
  • Interview med olieteknisk ekspert: Gode råd om olie
  • Fakta: Pas på de billige olier


Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Betaler du mange penge for din olie, fordi du tror, den er bedre? Så begår du måske en fejl.

BTs undersøgelse viser, at der er enorme forskelle på prisen på motorolie til din bil. Vi har kigget nærmere på priserne, og på hvad der adskiller de forskellige typer olier. For uden den rigtige olie, præsterer din motor langt fra optimalt.

Næppe nogen komponent i bilens indre har undergået en større udvikling end motorolien. Dengang farfar var dreng, var det almindeligt at bruge en såkaldt monograde-olie, og så var det nødvendigt at hælde en tyndere olie på om vinteren, så den kunne komme frem til de forskellige smøresteder ved lave temperaturer, hvor en tykkere olie er sværere at skubbe rundt.

Om sommeren, når motoren arbejdede under højere temperaturer, blev der hældt tykkere olie på, for at olien ikke skulle blive for tynd og miste smøreevne. Olie kan sammenlignes med margarine. Bliver temperaturen tilstrækkelig lav, er konsistensen ikke længere flydende. Bliver den meget høj, bliver væsken tynd som vand, og begynder til sidst at brænde. I tresserne vandt de såkaldte multigrade-olier frem. De opførte sig som relativt tykke olier ved høje temperaturer og som tyndere olier ved lave temperaturer. De kunne derfor bruges hele året rundt i Norden.

Multigrade-oliernes særlige egenskaber blev opnået ved at tilsætte såkaldte polymerer. De nedbrydes desværre ret hurtigt, og næste store fremskridt skete, da smøreolieproducenterne begyndte at fremstille såkaldte syntetiske eller delsyntetiske olier. I disse olier er evnen til at holde ensartet viskositet (tykkelse) opnået ved at raffinere olien flere gange, så indholdet af de bedste bestanddele øges. Disse olier holder derfor længere end de såkaldte mineralske olier. Syntetiske olier er også suveræne, når det gælder om at modstå ødelæggende oxidering/forkulning.

Fra gas til olie

I stigende grad droppes grundolien som udgangspunkt. I stedet omdannes naturgas til smøreolie. En teknik, som tyskerne allerede beherskede under 2. verdenskrig. Olieselskabet Shell, der er Europas største producent af motorolie, har i dag 15 forskellige smøreolier, der alle er fremstillet af naturgas. Disse olier er ekstremt holdbare, og leverer en uhørt stærk oliefilm, hvorfor bilisten kan benytte meget tynde og brændstofbesparende olier, uden at det går ud over motorens holdbarhed.

Nu kommer det næppe bag på ret mange, at højtudviklet motorolie er dyrere end gammeldags og mindre holdbare produkter. Til gengæld vil det nok komme bag på mange, at der er enorm forskel på prisen på helt sammenlignelige produkter.

Snupper man f.eks. en liter semisyntetisk (mineralsk olie blandet med syntetisk olie) af typen 10W - 40 olie hos Aldi, er prisen 30 kr. pr. liter. Kigger man på dunken, fremgår det, at olien er fremstillet af Statoil. Hos nærmeste Statoil forhandler (Kildegårds Plads i Hellerup) koster en lignende semisyntetisk 10W - 40 olie med samme specifikationer 120 kr. for en liter.

Prisforskelle

Selvfølgelig kan det frygtes at der, trods de sammenlignelige specifikationer, alligevel er forskel på disse to olier, der passer til rigtigt mange almindelige ikke helt nye biler. Men hvis man holder sig til nøjagtig samme olie, i samme emballage fra samme leverandør, er der ingen kvalitetsforskel. Men stadig enorme prisforskelle. Et godt eksempel leverer Shell.

På kildegårds Plads ligger også en Shell tank. Her forlanger man 149 kr. for en liter semisyntetisk 10W-40 olie kaldet Shell HX7. Mange andre forhandler Shells smøreolieprodukter, herunder byggekæden Harald Nyborg. Derfor kører vi til Harald Nyborg i Søborg, hvor fire liter HX7 10W-40 koster 169 kr.

Man kan altså få fire liter af præcis samme højkvalitetsolie i byggemarkedet for en bagatel mere, end tankstationen forlanger for en liter. Med i billedet hører dog, at tanken for tiden giver rabat, hvis man køber to liter eller mere. Så koster fire liter 447 kr., oplyser den meget velinformerede og venlige ekspedient. Men olien fra tanken er stadig mere end 2,5 gange dyrere end det identiske produkt fra byggemarkedet.

Foretrækker du Shell motorolie, så smut en tur i Harald Nyborg
Foretrækker du Shell motorolie, så smut en tur i Harald Nyborg
Vis mere

Bruger du Castrol, kan der være flere hundrede kr. at spare
Bruger du Castrol, kan der være flere hundrede kr. at spare
Vis mere

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

GODE RÅD OM OLIE

 

Shells smøreprodukter forhandles i Danmark af grossisten, Univar. Her oplyser olieteknisk ekspert, Christoffer Hansen, at der ikke er forskel på den olie, som lavpriskæderne sælger og den, man køber på tankstationerne.

»Vi blander os ikke i de forskellige udsalgsteders avancepolitik. Men jeg kan garantere, at en smøreolie i original Shell emballage altid holder samme høje kvalitetsniveau, uanset hvor produktet købes,« siger Christoffer Hansen. Her besvarer han en række ofte stillede spørgsmål om motorolie.«

Påvirker det garantien, hvis man kører med en forkert olie?

»Ja. Motorgarantien gælder kun, hvis man overholder minimumsforskrifterne i bilens manual. Typisk vil der være anført en specifikation eller nogle godkendte produkter.«

Hvordan finder bilejeren ud af, hvilken olie hans bil skal have. Hvordan finder man den foreskrevne kvalitet billigst muligt?

»Man kan finde en oliespecifikation i bilens manual, og derefter finde denne specifikation i handelen. Eller anvende en online smøretabel, hvor man kan indtaste sin nummerplade og finde en komplet smøreanbefaling til køretøjet. For eksempel på www.lubematch.shell.com/dk/da«

Oliens tykkelse (viskositeten) er 10W-40 i vort priseksempel. Hvad betyder disse tal?

»Viskositeten er en meget vigtig egenskab ved olien. W står for  Winter, og tallet før W angiver, hvor langt ned i temperatur man kan gå og stadig være sikker på, olien flyder gennem motoren. Det sidste tal angiver oliens relative tykkelse ved 100 grader. Markedet flytter sig mod tyndere olier som 5W-20 eller 0W-20, som i dag mest anvendes i mindre benzinmotorer. En tynd olie reducerer bilens brændstofforbrug og CO2-udslip. 0W kan benyttes ned til minus 30 grader, 5W til minus 25 grader, 10W til minus 20 grader, 15W til minus 15 grader og så fremdeles.«

Hvem bør vælge de dyre syntetiske olier?

»Næsten alle moderne biler bør køre med fuldsyntetisk olie for at klare kravene i forhold til holdbarhed og temperaturpåvirkning. Motorerne er designede til disse typer olie. Ældre biler kan som regel godt køre med semisyntetiske eller mineralske olier. Men tjek manual eller smøretabel.«

Hvad er syntetisk og semisyntetisk olie?

»Syntetisk olie skal leve op til skrappe krav til renhed og temperaturbestandighed. Det opnås ved at raffinere olien flere gange, (i forhold til de mineralske baseolier) for at gøre oliemolekylerne stærkere og mere ensartede. Semisyntetiske olier er en blanding af syntetisk og mineralsk baseolie. Her ses de største kvalitetsforskelle , da indholdet af syntetisk olie varierer.«

Hvad identificerer olien ud over viskositetsangivelsen – hvad betyder for eksempel angivelserne API SN/CF ACEA A3/84 for jeres Helix Ultra 5W-40?

»API og ACEA er olienormer. API betyder American Petroleum Institute. ACEA betyder Association de constructeurs des Automobiles. De efterfølgende bogstaver og tal har betydning for minimumskravene, olierne skal opfylde i forhold til slidbeskyttelse, additiver, holdbarhed og brændstoføkonomi.

SN er den skrappeste og nyeste specifikation, SM er lidt ældre og mindre krævende, men bedre end SL, SJ, SG, SF osv. Den europæiske olienorm er lidt mere opdelt. ACEA A er til benzinmotorer, ACEA B til dieselmotorer. ACEA C til dieselmotorer med partikelfilter. Dieselmotorer med partikelfilter kræver specielle lav-aske-olier for at beskytte til partikelfilteret.

Det er altid muligt at anvende forskellige mærker/fabrikater af olie, så længe olien lever op til den specifikation, som kræves på motoren – man skal blot huske på, at specifikationerne er minimumskrav. To olier med samme specifikation kan derfor være af forskellig kvalitet.«