Seks ud af 11 minibiler dumper i ny crashtest. Kun én af de populære minibiler får en acceptabel karakter.

Næsten alle minibiler får i mere end en forstand ridser i lakken efter mødet med en mur. Det viser en hel ny crashtest, som amerikanske IIHS (The Insurance Institute for Highway Safety) står bag.

Kun en ud af 11 testede minibiler opnåede en acceptabel bedømmelse i testen, mens seks biler fik den laveste karakter. Det gør minibilerne til den gruppe af biler, der har klaret sig dårligst i denne type crashtest.

Crashtesten kaldet 'small overlap front crash test' er en frontkollision, der viser, hvad der sker, når 25 pct. af bilens front i den ene side kolliderer med et andet køretøj eller en genstand som f.eks. et træ eller en lygtepæl ved en hastighed på 64,4 km/t.