Mols-Linien og CLEVER er gået sammen om at tilbyde opladning


Mols-Linien og elbiloperatøren CLEVER er gået sammen om at oplade elbiler. Mols-Linien bliver det første danske rederi, der tilbyder opladning til alle elbiler.
Der etableres hurtiglade-stationer (med tre stik – hurtiglader alle biler) på de to havne (Aarhus –Odden), så elbilister kan lade mens de venter på færgen. Desuden forsynes færgerne med to ladestik på selve færgen. De er gratis for elbilister, der rejser på Business BlueClass. Bliver de nye faciliteter en sicces, er der planer om yderligere ladefaciliteter på færgerne. Mols-Liniens ladere er så kraftige, at alle biler - inklusiv Tesla med de største batterier - kan oplades 80 pct. på under 30 minutter.


Med de nye ladere omfatter Clever ladenet nu 346 ladepunkter. Ladenetværket består af både 50 kW, 43 kW og 22 kW ladestationer.
De to multi hurtiglade-stationer på færgelejerne forventes at være i drift april 2015 op til forårets helligdage og rejseaktiviteter. Mols-Liniens ladebokse om bord forventes til rådighed i begyndelsen af marts.


»Mols-Linien mellem Sjælland og Jylland er et vigtigt knudepunkt for blandt andet elbilister, der ofte vælger færgen for at spare på strømmen,« siger Lars Bording, adm. direktør i CLEVER.


Ladestationen i Odden kan også bruges af elbilister, der ikke skal med færgen. Det samme gælder ikke ladestationen i Aarhus, for her ligger stikkene inden for opmarchområdet.