Store prisfald gør det billigt at købe ny bil nu. Omvendt lider ejerne af de ramte modeller store værditab.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Priskrigen på især mindre nye biler raser i Danmark. Og krigens vindere er bilkøberne. Eksempelvis fås en Renault Clio i dag for 110.000 kr. Købte du den for et par år siden, var prisen på hele 153.000 kr.

Så det har aldrig været billigere at købe en lille ny bil. Selv i prislaget omkrig de 100.000 kr. er det muligt at få en moderne nyudviklet bil med fem døre, firecylindret motor og pænt udstyr. Fiat Panda f.eks. Bagsiden af medaljen er, at talrige bilkøbere har betalt en blodig overpris set i forhold til det nuværende niveau.

- Store prisfald på bestemte bilmodeller slår selvfølgelig også igennem på de brugte. Oven i den almindelige afskrivning, kan bilkøberen derfor også lægge prisnedsættelsen. For de hårdest ramte bilmodeller, kan det nærme sig en halvering af værdien på et par år, siger den kendte bilforhandler Svend Engstrøm.

I dette øjeblik sidder en række importører formentlig og diskuterer prisnedsættelser på konkrete bilmodeller. Har du lige købt - eller vil du købe - en af dem, kan du tabe mange penge. Tag hellere en af dem, der allerede har fået et ordentligt hug nedad.

Friske eksempler
B.T. har set på nogle helt friske eksempler: I sidste uge kunne Fiat oplyse, at prisen på den lille Panda var sat ned til 105.000 kr. Den billige Panda har tilnavnet Ciao.

Da Panda blev lanceret for få år siden, skete det til en pris på 120.000 kr, og selv om Fiat efterfølgende kan hævde, at der er en smule forskel på den første Panda og den nye Panda Ciao, har det ingen afgørende indflydelse på bilens brugtpris. Når en bil skal gensælges, er det først og fremmest primært stand og kilometertal, der tæller.

Fiat Panda er ingenlunde et specielt grelt eksempel. Lang værre ser det ud for de kunder, der for et par år siden købte en Renault Clio. Modellen sælges under navnet Clio New Basic sideløbende med den nye model.

Clio New Basic kan fås for 110.000 kr. En næsten tilsvarende Clio med 1,2 motor kostede i 2004 153.000 kr. Prisen er faldet med hele 43.000 kr. En erfaren brugtbilhandler skønner over for B.T., at den to år gamle Clio i dag kan sælges for ca. 70.000-80.000 med et normalt kilometertal. Med andre ord er bilens værdi næsten halveret på to år.

Clio New Basis fås også med 1,5 liters dieselmotor for 150.000 kr.

Et fund for den økonomisk bevidste pendler. For et par år siden kostede bilen mindst 193.000 kr.

Ford er frisk
Også Ford er frisk med det hele. Især prisen på den aldrende Ka, der endnu ikke har fået en afløser.

I 2004 hed nyprisen på Ford Ka 130.000 kr. I dag kan den købes for under 100.000 kr. Inklusiv en ganske kvik 75 HK motor.

Flere bilmærker bruger betegnelsen Classic om modeller, der stadig er i produktion ved siden af de nye modeller.

Skoda holder liv i den gamle Octavia, og Opel Astra sælges også som en Classic model. I dag kan man få en 5-dørs Opel Astra Classic til 168.000 kr. En næsten identisk bil kostede engang over 200.000 kr.

Som stationcar var prisen tæt på 220.000 kr. mod 177.000 kr. i dag. Med andre ord et ekstra tab på 43.000 for Astra-kunden.

Seat er som Skoda medlem af VW-familien. Også her er der eksempler på pludselige prisfald.

I forbindelse med et facelift blev Seat Ibiza sat ned fra 157.000 til 140.000 kr. Reelt var prisnedsættelsen meget større. Den faceliftede model er udstyret med firecylindret motor, mens den før startede med en trecylindret maskine. I dag er Ibiza et rigtigt godt tilbud til prisen.

For nogle år siden fik Fiat fine fornemmelser. Model Stilo blev lanceret som en italiensk Golf. Til Golf-pris.

En tåbelig strategi, skulle det vise sig. Golf-kunder vil naturligvis hellere betale kassen for en Golf end for en Golf-wannabee.

Efter flere års sløvt salg satte Fiat prisen ned til 170.000 kr. Endnu engang i en let ændret udgave med tilnavnet Ciao.

Peugeot 206 står for tur
Der er mange andre eksempler. Og flere kan imødeses.

Vi gætter på, at Peugeot 206, der for nylig blev sat op til 145.000 kr., snart står for tur.

Den skal nemlig sælges sideløbende med den nye 207.

Et andet eksempel er Citroën. Model C4 Picasso skal sælges sideløbende med den gamle Xsara Picasso. Spørgsmålet er dog, om Xsara Picasso kan blive meget billigere end de 212.000 kr., den koster i dag.

Bilkøberen kan selv gøre en del for at minimere risikoen for at hænge på en 'taber-bil'. Undgå udløbende modeller, der ikke allerede har fået en markant prisnedsættelse.

Desuden viser historien, at nogle bilmærker er friskere med pris-nedsættelser end andre. VW, Toyota med flere lægger hellere mere udstyr i en aldrende model, end de sætter prisen ned.

Det er selvfølgelig også en maskeret prisnedsættelse, men det gør ikke så ondt på de ældre modellers gensalgspris.