Aldrig har vi købt så mange mikrobiler i Danmark. Men hvilken er den bedste? VW Up er ofte blevet udråbt til den nye konge, og til maj kommer den nye fem dørs-udgave på markedet i Danmark med store forventninger. Men er det fortjent?

B.T.s bilredaktion har testet fire af de tredørede mikrobiler for at se, hvem der er den bedste. Få hele testen med B.T. Plus.

Det får du med B.T. Plus:

- Test af Ford Ka 1,2 Trend Plus, Kia Picanto 1,0 Motion Plus, Renault Twingo Authentique og VW Up Move Up (60HK)

Husk at med et abonnement på B.T. Plus for kun 29 kr. om måneden får du adgang til alle vores artikler og guides på bilområdet, f.eks.

   

   


Volkswagen Up er udråbt til at være årets største, lille nyhed, og indtil den praktiske med fem døre kommer om et par måneder, må vi klare os med den tredørs. Som vi hér tester mod konkurrenter med samme antal døre.

Ikke det mest anvendelige karrosseri og heller ikke det mest solgte i mikro-klassen. Men testen giver et billede af, hvor stærk Up er, så vi kaster os ud i det og præsenterer modspillerne: Kia Picanto, der i helt ny og stærkt forbedret udgave stormede ind på mikromarkedet i 2011. Den fornyede, franske charmør Renault Twingo, samt fjerde hjul i kvartetten og testens nestor fra 2008, Ford Ka.

Ford Ka tæt på sidste salgsdato

Ganske som man overlader sin plads i bussen til de ældre, overlader vi også de første linjer til alderspræsidenten. Ford Ka deler teknik og platform med Fiat 500 og den nuværende Panda og er bygget på samme fabrik i Polen, men i modsætning til den halvslappe Panda er Ka noget mere veloplagt. Styretøjet adlyder de små håndledsvrik, undervognen er kontant uden at være ukomfortabel, og med en gearstang placeret lige til højrehånden er Ka sat op til morskab.

Den firecylindrede motor fra Fiat yder 69 heste, men de synes lettere undertrykt og fraværende. Det kompenserer Ford delvist for ved at have sædvanlig fokus på køreglæde. Men Ka kan ikke løbe fra alderen: Brændstofforbruget er testens højeste (20,4 km/l), og selv om Ka med sit friske design umiddelbart holder sig godt, synes kabinen musegrå og trist. Selv om Ka er bedre skruet sammen end Panda, løber de tre konkurrenter i denne test fra Forden.

Anvendelse af bagsædet kræver et slangemenneskes smidighed, for hvor de andre tre mikroer, som tilmed er kortere, faktisk kan huse to voksne deromme – og i Picantos tilfælde tilmed et barn i midten – kan bagsædet i Ka ikke anbefales for folk med krop større end en syvårigs.

102.220 kr. med Trend Plus-udstyret er i overkanten, og selv cd-radio koster ekstra, 2.250 kr. Aircondition koster svimlende 13.000 kr., men i en sampak kan de to behageligheder anskaffes for 12.700 kr.

Al respekt for samfundets ældre, men Ford Ka nærmer sig sidste salgsdato. Kvartettens ubetinget svageste led.

Frisk og fræk franskmand

Renault Twingo er ret beset testens ældste, da modellen er fra 2007. Men den er netop frisket op, og fra Frankrig skal vi altid forvente små finurligheder, der i nogles øjne er charmerende, i andres irriterende. Instrumenter skiller sædvanligvis vandene - de er digitale og placeret over midterkonsollen, og det kan være vanskeligt ved at aflæse de mindste orange tal og symboler. Og hvorfor kaste blikket til siden og væk fra kørselsretningen, når man vil vide, hvor meget benzin, der er tilbage i tanken?

Bagsædet fås i to versioner: Som standard-bænk er pladsen acceptabel, men for 5.500 kr. fås to enkeltsæder, der kan justeres i længden, og det øger fleksibiliteten betragteligt. En fiks opfindelse.

Gearskiftet har man ikke fundet anledning til at pille ved i forbindelse med ansigtsløftet – og det burde man have gjort – for det føles stadig som at røre rundt i en skål fyldt med klæg bolledej. Styretøjet gør en dyd ud af at formidle så lidt kontakt som muligt til føreren, og i de korte forsæder kommer langbenede franske modeller hurtigt til at savne støtte til de velformede lår.

Den firecylindrede motor er med sine 75 hk testens mest kraftfulde, og det giver lidt flere muskler ved lave omdrejninger, hvilket kan mærkes, når man sniger sig om hjørner i 3. gear. Får den nogle tæv, kan man også fornemme, at den har lidt flere kræfter end de andre.

Twingo er i øjeblikket sat 10.000 kr. ned. Normalprisen er 106.580 kr. inkl. levering, og som den eneste i testen har Twingo fartpilot, hvilket man kan få til den bedst udstyrede VW Up, men ikke til Picanto og Ka.

Forsæder, gearskifte og styretøj i Twingo trækker ned, og den kække franskmand må se sig distanceret af testens nyeste modeller.

Selvsikker sydkoreaner   

Kia Picanto skal først og fremmest have en kæmpe cadeau for garantien. Kia yder syv år – eller 150.000 km, afhængigt af hvad der kommer først – og det hverken kan eller vil de europæiske konkurrenter i nærheden af. På vore breddegrader holder de fast i de lovpligtige to år, nærigt og næsten utilstedeligt, og på forunderlig vis ikke et emne, danske bilejere ønsker at gå i demonstrationsoptog for at få ændret.

Men garanti får vi altså hos Kia – og Hyundai, der giver fem års garanti uanset kilometertal – og det vidner om en klippefast tro på egne produkter. Og sydkoreanerne har noget at have selvtilliden i, for Picanto er skruet godt sammen og kører fint. Designet er frækt, affjedringen er behagelig, gearskiftet fornuftigt, og kun styretøjet generer lidt, da det er underlig dødt og uformidlende omkring ligeud-stilling, ligesom det skal have en hjælpende hånd, når der rettes op. Bagsædet er beriget af tre sikkerhedsseler og ditto nakkestøtter – som den eneste i testen – og det er såmænd muligt for et barn at snige sig ind mellem to voksne.

Under hjelmen banker et trecylindret hjerte (Picanto fås også med fire cylindre for en beskeden merpris på 8.000 kr.), og de 69 heste yder og lyder fint, og ved jævn hastighed er den karakteristiske trecylindrede brummen pakket pænt af vejen. Kia-kraftværket er blandt de mest polerede trecylindrede i dag.

Motion Plus har i modsætning til den helt billige Motion (prisforskel 7.000 kr.) stop-start-automatik, og sammen med VW Up gør det Picanto til testens mest nøjsomme – 24,4 km/l kører de. Motion Plus-varianten er det gyldne kompromis med passende mængder udstyr. Opgraderer man til den attraktive Active for 13.000 kr., får man bl.a. behageligt læder på rat og gearknop, el-spejle, ratbetjent lydanlæg, aktive nakkestøtter foran og airbag ved førerens knæ. Aircondition er ganske dyrt – 9.999 kr.

Prestige-produkt fra VW   

Så er vi fremme ved den brandvarme nyhed, der har officiel premiere hos forhandlerne i denne weekend: Up er et af Volkswagens allerstørste håb i disse år, og da Volkswagen er omgærdet af en vis prestige, er det tilladt at forvente et produkt, der skiller sig ud til den positive side.

Og de indleder godt, tyskerne: Mest bemærkelsesværdigt er det nemlig, at den 354 cm korte Up kører som en større bil, og i de udmærkede forsæder føler man sig næsten hensat til en Polo. Gearskiftet er uden sammenligning testens bedste, styretøjet direkte, og selv om denne Up har testens mindste motor – tre cylindre og 60 hk (75 hk koster 7.000 kr. ekstra) – er den ikke sat af. Tre er et ulige tal, i tre cylindre er ubalance indbygget, men vibrationerne fra Up-motoren er beskedne, også mindre end i den fine Picanto-motor. Ved koldstart og tomgang mærkes ubalancen, ved acceleration høres de tre ben, men ved 90-100 km/t er støj og vibrationer filtreret fra.

På bagsædet er der to sikkerhedsseler, ikke tre som i Picanto, pladsforholdene er ikke fyrstelige, men der er fornuftig plads til en halvvoksen teenager bag hans 188 centimeter lange far i førersædet. I mellemste udstyrsvariant Move Up (merpris 8.001 kr.) får man en kælder under bagagerumsgulvet, og tager man etageadskillelsen ud, er Up-bagagerummet nærmest forslugent.

Som i de tre andre skal man indstille sidespejlene manuelt, og i VW har valgt at spare ledninger til elruderne, for højre el-siderude kan ikke betjenes fra førerpladsen, så chaufføren må række over, hvis han vil have ruden ned. Man har på forunderlig vis også sparet varme- og ventilationsanlæggets re-cirkula- tion væk, så man må undlade at trække vejret, mens man holder bag en gammel diesel-Transit eller passerer bondemandens gyllespreder.

VW Up er den første bil i denne størrelse med et standardmonteret, aktivt sikkerhedssystem (City Emergency Brake), der ved hastigheder mellem 5 og 30 km/t automatisk bringer bilen til standsning, hvis den forankørende pludselig bremser op. En satsning som Volkswagen fortjener stor ros for. Med Move Up-udstyr koster den lille VW 101.670 kr., og for knap 5.000 kr. fås aircondition - en detalje der bliver standard i Up med fem døre.

Konklusion   

Volkswagen skuffer ikke, men er den bedre end Picanto? Et entydigt svar vil jeg ikke give, selv om vi alle ynder at identificere os med vinderne og lide med taberne. Finish og kvalitetsfornemmelse i Picanto er lige så høj som i Up, men på vejen er Up nogle gram bedre end Picanto. Spiller Kias enestående garanti og en prisforskel i Picantos favør på 3.091 kr. afgørende roller, er sydkoreaneren en klar vinder. Værdsætter man køreoplevelse og daglig brug, så snup en Up.

Vi har sammenlignet de fire konkurrenter:

Ford Ka 1,2 Trend Plus         

Kia Picanto 1,0 Motion Plus        

Renault Twingo Authentique       

VW Up Move Up (60 hk)