Seat Leon Cupra har altid været vanvittig, men nu tilsætter Seat bæstet en omgang fornuft og praktisk anvendelighed med 300 hk. Resultatet er en uhyre sammensat og svært fascinerende vogn

Hvis du står med behovet for en praktisk bil med god plads til barnevogn og familieudstyr, men samtidig vil have en bil, der kan lege med om omgangsrekorden på Nürburgring, så har Seat svaret på dine bønner. Den hedder Seat Leon ST Cupra og er en 300 hk stærk stationcar i golfklassen til en pris på lige over 500.000 kr. med firehjulstræk og DSG-gear.

Indretningen er stram uden at være kedelig, og udstyrsniveauet er højt i Leon Cupra, hvor især de stramme sportssæder giver pluspoint på kontoen. Foto: PR
Indretningen er stram uden at være kedelig, og udstyrsniveauet er højt i Leon Cupra, hvor især de stramme sportssæder giver pluspoint på kontoen. Foto: PR
Vis mere

Leon Cupra er kendt for at være en hidsig sag, og den seneste model triller troskyldigt i forgængernes hjulspor. Men testbilen er som skrevet en stationcar med både firehjulstræk og DSG gear, og så bliver den ellers så kompromisløse fartdjævel pludselig uhyre brugbar.

Firehjulstræk og automatgear gør bilen lettere tilgængelig for den uerfarne chauffør, der gerne vil have fart på. Men det virker en anelse dræbende for køreglæden hos den erfarne. Foto: Henrik Dreboldt
Firehjulstræk og automatgear gør bilen lettere tilgængelig for den uerfarne chauffør, der gerne vil have fart på. Men det virker en anelse dræbende for køreglæden hos den erfarne. Foto: Henrik Dreboldt
Vis mere

Firehjulstrækket giver dig fremdrift i al slags vejr – selv i den sporadiske danske vintersnestorm. DSG-gearet gør bilen komfortabel og afslappet at køre, da du ikke behøver at slås med den normalt halvstramme sportslige manuelle Cupragearkasse, men bare kan læne dig tilbage og nyde turen, mens bilen selv står for gearskiftet. Lader du bilen stå i normalindstillingen, så er den mere omgængelig, end dens faktaark og brysk-sportslige eksteriør lader dig tro. Lægger du det praktiske stationcarformat oveni, og du har faktisk en bil, der formår at blæse og have mel i munden på samme tid. Den spiller rollen som tilbagelænet familiebil lige så godt som en almindelig mellemstor stationcar, men er du i humør til sportslig kørsel, så ryger babybæreselen af, og den tager kørehandskerne på.

Rå og brutal uden drama

For den kan vitterligt slå hårdt på præstationsfronten. 0-100 km/t ekspederer den på 4,9 sekunder, og DSG-gearet skifter lynhurtigt. Der er langt mere vejgreb i firehjulstrækket, end jeg har mod på at udfordre på en offentlig vej, og styretøjet virker både stramt og præcist. Dens problem i min optik bliver, at med DSG-gearet og firehjulstrækket fjerner man lidt af det udfordrende og tilfredsstillende for den kræsne køreglædejæger. Det er det samme, som gør sig gældende med Golf R. Den er også ubeskrivelig hurtig, og vil gøre de fleste halvklassiske Porscher pinligt til mode på en racerbane. Men effektiviteten i gear og firehjulstræk overskygger i min optik køreglæden. Det gør bilen u-involverende og en anelse kedelig. Jeg savner lidt det drama i testbilen, som Cupra-betegnelsen altid har været garant for.

Konklusion – perfekt til politet

Leon ST Cupra dækker et uhyre smalt behov, for hvor mange pladshungrende familiefædre står reelt med behovet for en bil med 300 hk og det sorte bælte i banekørsel? Den ville være perfekt til politiet, der ikke kører hurtigt for køreglædens skyld, men som skal have en hurtig og effektiv bil, der kan matche det meste af det, det kriminelle miljø kan opbyde på automobilfronten. Og i ST-udgaven er jeg ved at tro, at du kan vinkle et hundebur ind bag i bilen også. Men for den traditionelle Cupra-fan, vil jeg anbefale den forhjulstrukne udgave med manuelt gear. Ikke fordi den er hurtigere, men fordi den ikke dræber køreglæden i effektive automatiske gearskift og overmenneskeligt vejgreb. Medmindre du sætter pris på de super­effektive skift og vejgreb som en kat i et tykt gulvtæppe, for så er Cupra ST 4X4 DSG helt perfekt.