Tusindvis af bilister har allerede skrevet sig op til den nye Tesla Model 3, men der kan være god grund til at slå koldt vand i blodet.

Hypen om den nye bil fra Tesla vil ingen ende tage.

Knap en uge efter den amerikanske bilproducent lancerede deres nye elbil Tesla Model 3, har firmaet fået 276.000 bestillinger, selv om bilen tidligst kan leveres om halvandet år.

Tesla Model 3 bliver omtalt som "elbilen til folket" og kommer til at koste 35.000 dollar i USA. Den er ikke endelig prissat i Danmark endnu, men for 10.000 kroner i depositum kan danskere forudbestille bilen.

Men det skal man være påpasselig med ifølge det amerikanske forbrugermagasin Consumer Reports.

»Den kyndige forbruger burde vente indtil eventuelle fejl på de første biler er blevet rettet,« skriver Jeff S. Bartlett, bilredaktør for Consumer Reports.

Magasinet har tidligere testet 1300 eksemplarer af Teslas Model S, som viste sig at have flere fejl på blandt andet dørhåndtag og bilens drivende komponenter, da de første biler blev sendt ud af produktionshallen.

Det kan også ske for gamle etablerede firmaer som Ford, at biler bliver sendt på markedet med fejl, men da Tesla kun har 13 år på bagen, er der ekstra grund til at være påpasselig, mener Jeff S. Bartlett.

For at forudbestille en Tesla Model 3 i Danmark skal man lægge et depositum på 10.000 kroner. Frem til, at bilen går i produktion, kan man frit vælge at annullere bestillingen og få sit depositum refunderet.

Alligevel råder danske FDM også forbrugerne til at slå koldt vand i blodet, selv om de ser den nye Tesla Model 3 som en "utrolig spændende bil".

»Det er unødvendigt at lægge så mange penge i depositum for en bil, som man ikke ved, om man passer ind i. Forbrugerne har ikke en kinamands chance for at vide, hvordan bilen er, før de har prøvekørt den. Derfor er det bedre at vente med at beslutte sig, før man har prøvet bilen,« siger Søren W. Rasmussen fra FDM.

Han mener, at der er mange ubekendte, som Tesla-glade bilister kan komme i klemme med.

»Vi aner ikke, hvad bilen kommer til at koste i Danmark. Det afhænger af dollarkursen, told, moms, leveringsomkostninger, forhandleravance og ikke mindst registreringsafgift i Danmark,« siger Søren W. Rasmussen.

FDM spår selv, at bilen kommer til at koste mellem 500.000 og 600.000 kroner afhængigt af, hvilket år bilen bliver indregistreret i.

Det er også uklart, hvornår bilen kan blive leveret, hvis man skriver sig op til bilen i Danmark.

Lige nu lyder meldingen fra Tesla, at bilen kan leveres ved udgangen af 2017, men efter de mange forudbestillinger fra interesserede kunder har direktør Elon Musk udtalt, at Tesla kommer til at "gentænke" deres produktionsplanlægning.

»Desuden skal man være opmærksom på, at der ikke er mange værksteder i Danmark, der kan tage imod bilen, hvis der skal udbedres fejl på bilen,« siger Søren W. Rasmussen.

Fakta om Tesla Model 3:

- Bilen har plads til fem voksne

- Den billigste udgave af bilen kan køre 315 kilometer på en opladning og accelerere fra 0-100 på seks sekunder.

- Tesla forventer at kunne producere over 500.000 biler om året og fordoble mængden af butikker og servicecentre på verdensplan i 2017.

/ritzau/FOKUS