Vægten af hjulet – fælgen og dækket – eller vægten af den uaffjedrede masse, har afgørende betydning for bilens køredynamik.

Et kilo sparet vægt på hver af de fire fælge svarer til, når bilen er kommet i fart, en reduktion af ca. 75 kg dødvægt i bilen på grund af inertiens kræfter i de roterende hjul.

Bedre køreegenskaber
Jo lettere fælgene er , jo større er gevinsten på følgende områder: Kørekomfort (mindre belastning af støddæmpere og fjedre), dynamik (hurtigere og bedre respons på styreudsving), acceleration (mindre dødvægt), bremselængde (mindre dødvægt), mindre slidtage (dæk, støddæmpere, fjedre og lejer), brændstoføkonomi (hvis man vel at mærke ikke bruger alle fordele på friskere kørsel).

Dertil er det vigtigt at køre med korrekt dæktryk. Ligesom man naturligvis skal vælge dæk, der kan levere de kvaliteter, man ønsker. Hvad enten man prioriterer køreegenskaber i tørt føre, køreegenskaber i vådt føre, holdbarhed, støjniveau eller lav rullemodstand højest.