Verdensmesterskaberne i fodbold har det med at producere de såkaldte one hit wonders.

De der eventyrfortællinger, som blomstrer under slutrunden, men bagefter forsvinder som dug fra solen.

Vi har samlet en række VM-mirakler, der efterfølgende gik op i røg:

Oleg Salenko, Rusland, VM 1994
Vi skal næsten starte hos russiske Oleg Salenko, der nærmest indkapsler begrebet one hit wonder.

Han deltog ved VM i 1994 og har den dag i dag stadig rekorden for flest mål scoret i en og samme kamp.

Salenko lavede fem styks i en 6-1-sejr over Cameroun. Han sluttede turneringen med seks fuldtræffere og delte topscorertitlen med legendariske Hristo Stoichkov.

Stoichkov scorede i den efterfølgende sæson 18 mål for FC Barcelona. Salenko spillede aldrig igen en landskamp.

Siphiwe Tshabalala, Sydafrika, VM 2010
Manden bag et af historiens mest ikoniske åbningsmål ved en slutrunde. 

En lang bold flugtet op i hjørnet i åbningskampen ved VM i 2010 - skynd dig på YouTube, hvis ikke du har set det.

Siden har man ikke hørt meget til kantspilleren, der har spillet stort set hele karrieren i hjemlandet og stoppede i 2021.

Saeed Al-Owairan, Saudi Arabien, VM 1994
11 sekunder tog det fra, Saeed Al-Owairan modtog bolden på egen banehalvdel, før den lå bag Michel Preud'homme i Belgiens mål.

Han havde slalomet sig igennem et halvt belgisk hold på egen hånd.

Scoringen gav Al-Owairan øjeblikkelig stjernestatus, og han blev på mange måder ansigtet på fodbold i Mellemøsten.

Reglerne dengang forbød ham imidlertid at spille professionel fodbold udenfor Saudi Arabiens grænser, hvorfor han kun viste sig frem den ene gang på verdensscenen.

Salvatore "Totò" Schillaci, Italien, VM 1990

Under Notti Magiche skabte Salvatore Schillaci et navn for sig selv.

Juventus-angriberen blev indlemmet i Italiens VM-trup på yderste mandat og havde blot spillet en enkelt landskamp forinden slutrunden.

Det hele startede i åbningskampen mod Østrig, hvor han ved stillingen 0-0 kom på banen og scorede sejrsmålet.

Herfra så han sig ikke tilbage og sluttede på seks fuldtræffere og blev både topscorer og turneringens spiller foran legender som Diego Maradona og Lothar Matthäus.

Efter slutrunden scorede han blot et mål mere i nationaltrikoten, og i 2024 gik han bort i en alt for tidlig alder, 59 år, efter længere tids kamp mod kræft.

Josimar, Brasilien, VM 1986

Mange danskere vil huske slutrunden i 86 for et storspillende dansk landshold, men i Brasilien dukkede Josimar op ud af ingenting.

Højrebacken kom med til slutrunden på et afbud og havde aldrig før spillet en landskamp.

Han takkede imidlertid for tilliden og scorede et forrygende langskudsmål mod Nordirdland og fulgte op med endnu en fuldtræffer mod Polen.

Anbefalingen herfra lyder; brug frokostpausen på at YouTube hans to scoringer.

Josimar blev kåret til turneringens højre back, men forsvandt ud i glemslen bagefter, hvor han kæmpede med personlig og sportslig nedtur præget af disciplinære problemer udenfor banen.

Ahn Jung-Hwan, Sydkorea, VM 2002

Sydkorea havde VM-værtskabet i 2002, hvor nationen sensationelt og ikke mindst kontroversielt blev nummer fire.

Mange mener, at sydkoreanerne blev forfordelt af dommerstanden, og det gik blandt andet ud over Italien. Her blev Ahn Jung-Hwan folkehelt med sit afgørende mål i forlænget spilletid.

På daværende tidspunkt spillede Ahn Jung-Hwan i italienske Perugia, hvor han ikke var velkommen igen.

»Jeg kommer ikke til at udbetale løn til nogen, der har ødelagt italiensk fodbold. Han er ikke velkommen her,« udtalte Perugias daværende præsident Luciano Gaucci dengang.

Da VM-rampelyset slukkede, forsvandt Ahn Jung-Hwan, men han er stadig en stor profil i hjemlandet, hvor han i dag er fodboldkommentator og laver tv.

Salif Diao, Senegal, VM 2002
Senegal debuterede ved VM i 2002 og chokerede hele verden i åbningskampen, hvor de besejrede de regerende verdensmestre fra Frankrig.

Salif Diao skabte dog for alvor overskrifter i opgøret mod Danmark, hvor han var manden bag en forrygende tiki taka-scoring. I samme kamp fik han rødt kort, men alligevel var han en af de store helte i Senegals vej til kvartfinalen.

Liverpool tøvede ikke og købte Salif Diao, der aldrig fandt fodfæste i Beatles-byen. Han blev sendt på forskellige lejeophold og blev en stabil Premier League-spiller under Tony Pulis i Stoke, men fandt aldrig niveauet fra slutrunden i 2002.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.