VM-millioner til Danmark
Fifa skal sende rigtig mange millioner til de danske klubber, der har spillere repræsenteret ved VM

Fifa skal sende rigtig mange millioner til de danske klubber, der har spillere repræsenteret ved VM

Superliga-klubberne er så småt begyndt med forberedelserne til den kommende sæson, men nogle af dem må se bort fra spillere, der er i aktion ved VM.
14 spillere fra Superligaen er afsted med deres landshold, og deltagelsen luner rigtig godt i regnskabet hos deres respektive klubber.
De bliver nemlig kompenseret gennem Fifas såkaldte Club Benefits Programme som tak for klubbernes bidrag til slutrunden.
Hele Fifas kompensationsbeløb er på 355 millioner dollars, lidt over 2,3 milliarder kroner, og dækker kompensation til alle klubber, der har spillere repræsenteret ved verdensmesterskaberne.

Millioner på vej
Fifa oplyste før slutrunden, at klubber, der har spillere med til VM, vil blive kompenseret per dag, de er afsted.
Beløbet lyder på minimum 5000 dollars - knap 32.592 danske kroner - per spiller per dag.
Som noget nyt kompenseres klubberne også med et beløb på cirka 2360 dollars, 15.383 kroner, når deres spillere har deltaget i kvalifikationskampe til VM.
De endelige tal i forhold til, hvor meget klubberne bliver kompenseret, bliver først endeligt bekræftet efter slutrunden.
I øvrigt betales der allerede kompensation fra, når spillere frigives til VM-forberedelserne frem til dagen efter, de har spillet deres sidste kamp ved slutrunden.

FC Midtjylland er højdespringer
Fra Superligaen er FC Midtjylland den klub med flest spillere repræsenteret ved VM-slutrunden. Fire styks.
Lee Han-beom og Cho Gue-sung for Sydkorea, Denil Castillo for Ecuador og Martin Erlic for Kroatien.
Har alle tre nationer en sløj slutrunde og er færdige efter gruppespillet, vil de til sammen indbringe FCM over 2,1 millioner kroner.
Det faktiske beløb vil være noget større, da det ikke er indregnet, hvornår spillerne tilsluttede sig deres landshold forud for VM, ligesom beløbene fra kvalifikationen ej heller er talt med.

FC København følger efter
De detroniserede danske mestre har tre spillere med ved VM. Elias Achouri for Tunesien, Junnosuke Suzuki for Japan og Dominik Kotarski for Kroatien.
Til sammen indbringer de lige knap 1,7 millioner kroner. Igen er spillernes træninger og testkampe i ugerne op til VM og deres deltagelse i kvalifikationen ikke medregnet.

Mange millioner til Superligaen
Udover ovennævnte spillere er FC Nordsjælland repræsenteret ved Ibrahim Adel og Caleb Yirenkyi, Brøndby IF ved Patrick Pentz og Benjamin Tahirovic, AGF ved Kevin Yakob, Silkeborg IF ved Callum McCowatt, mens Randers FC har Paul Izzo afsted.
Hvis vi forudsætter, at alle Superliga-spillernes VM slutter efter gruppespillet, vil der ryge et samlet beløb på næsten 7,8 millioner kroner til Danmark.
Beløbet er naturligvis meget højere, hvis nogle nationer går videre, og når pengene fra kvalifikationen og alle forberedelsesdagene op til VM medregnes.
Her har vi udelukkende taget udgangspunkt i selve slutrunden hos de forskellige 'Superliga-nationer' - fra den 11. juli til dagen efter landets sidste gruppekamp.
Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.