En fodboldverden uden trænerskifter er ren utopi.

Alligevel er det et chok, at ni ud af Premier Leagues 20 trænersæder er blevet udskiftet i løbet af sommeren.

Det svarer til 45 procent. Tallet har aldrig før været så højt.

Her er overblikket:

Andoni Iraola - Liverpool
Spanieren er et i forvejen kendt ansigt, da han med succes har ført Bournemouth frem i Premier League. Det kulminerede med 6. pladsen i seneste sæson.

Samtidig har han været med til at udvikle store stjerner som Antoine Semenyo (Manchester City), Dean Huijsen (Real Madrid) og Ilya Zabarnyi (Paris Saint-Germain).

Nu står han overfor sin største træneropgave i Liverpool, hvor forventningerne og presset er et noget andet end i hans tidligere jobs.

Enzo Maresca - Manchester City
Italieneren skal udfylde nogle store sko fra sin tidligere lærermester Pep Guardiola, som sagde stop ved udgangen af sidste sæson.

Som cheftræner har Maresca haft størst succes i Leicester City, hvorfra Chelsea købte ham.

Lunten er kort hos The Blues, og hvor mange mente, Maresca skulle have længere snor, besluttede ledelsen det modsatte tidligere i år.

Nu får han chancen på øverste hylde igen.

Xabi Alonso - Chelsea
Mange Liverpool-fans havde nok håbet, at man var hurtigere ude og hente Xabi Alonso som afløser for Arne Slot.

Sådan gik det ikke, og nu skal spanieren i stedet forsøge at få tingene på ret køl i Chelsea efter Liam Rosenior, der var fuldstændig fejlcastet.

Xabi Alonso var senest ansat i Real Madrid, hvorfra han blev fyret i starten af 2026 på baggrund af svigtende resultater og en begyndende kløft mellem sig selv og holdets største stjerner.

Til gengæld skabte han mirakler med Bayer Leverkusen, hvor han blev anset som et af klodens største trænertalenter.

Marco Rose - Bournemouth
Bournemouth fandt Andoni Iraolas afløser i Tyskland, hvor Marco Rose gennem en årrække har trænet klubber som Borussia Mönchengladbach, Dortmund og senest RB Leipzig.

Inden jobbet i Bournemouth har Marco Rose holdt pause fra trænerfaget i mere end et år.

Hans cv tæller fine placeringer i Bundesligaen og Europa, mens det også er blevet til trofæer i både Tyskland og Østrig.

Oliver Glasner - Nottingham Forest
Østrigeren annoncerede selv sit stop i Crystal Palace ved sommerens kontraktudløb, og mange troede derfor, at han skulle tage over i Manchester United.

Michael Carrick ville det bare anderledes, og er blevet vist tillid på Old Trafford, hvorfor Glasner nu skal lede Notingham Forest til succes.

Pierre Sage - Crystal Palace
Franske Pierre Sage er manden, der skal forsøge at lave nogle af de samme mirakler, som han gjorde i Lens.

I seneste sæson var klubben fra Nordfrankrig længe i spil til mesterskabet og førsteudfordrer til Paris Saint-Germain.

Helt samme status får Crystal Palace næppe, men mindre vil også være en succes for Sages ørne.

Alvaro Arbeloa - Fulham
Spanieren har gjort kometkarriere, efter han afløste Xabi Alonso midlertidigt i Real Madrid tilbage i januar.

Det har nu sikret Arbeloa en treårig aftale med Fulham, hvor han afløser succesfulde Marco Silva, der er blevet ansat i Benfica. Benfica sendte som bekendt deres træner José Mourinho til Real Madrid for at afløse Arbeloa.

Sådan er fodboldverdens dominobrikker så pudsigt indrettet.

Gary O'Neill - Ipswich Town
Ipswich kommer ikke til at mangle Premier League-erfaring på sidelinjen. Over 200 kampe som spiller og trænerjobs i Bournemouth og Wolverhampton er en del af Gary O'Neills cv.

Gary O'Neill var senest cheftræner i Strasbourg, men opholdet blev kort, da Premier League-ambitionerne kunne indfries i tilbuddet fra Ipswich.

Overlevelse er succeskriteriet for oprykkerne.

Mathias Jaissle - Newcastle United
Man må sige, at det er gået meget godt for den tidligere Brøndby-træner, som var assistent under Alexander Zorniger, indtil afskeden med Vestegnen i 2019.

Han har vundet mesterskaber med RB Salzburg, tanket bankbogen op i Al-Ahli, hvor han var en af verdens bedst betalte trænere, og nu står han overfor sin største sportslige træneropgave i Newcastle.

Jaissle afløser Eddie Howe, der selv trådte tilbage efter seneste sæson. Han var næsten fem år i Newcastle, som han blandt andet førte til sejr i EFL Cuppen i 2025.

Tung arv at skulle løfte for Jaissle.

Få det fulde træneroverblik herunder:

*Carricks ansættelse er dateret til, hvor han overtog jobbet i Manchester United midlertidigt.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.