FC København får det svært, når 'løverne' på søndag gæster FC Nordsjælland i Farum.

Sådan lyder vurderingen fra Nicolai Baldorf i denne uges udgave af Bettingklubben.

Baldorf hæfter sig blandt andet ved, at Ståle Solbakken endnu aldrig har prøvet at vinde på kunstgræsset i Nordsjælland.

Derfor sætter Nicolai Baldorf pengene på, at FCN får point i kampen, hvilket belønnes med odds 1,80.

»Han har aldrig vundet deroppe. Og de har tabt halvdelen af kampene. Det er jo en ret signifikant statistik, når man tænker på, at FCK normalt er så dominerende og har vundet så mange mesterskaber,« siger Baldorf.

»Jeg kan ikke helt se, hvorfor FCK skulle være så store favoritter, for Nordsjælland har gjort det rigtig godt,« lyder det fra Baldorf, som også hæfter sig ved, at Andreas Bjelland formentlig stadig mangler i FCK's startopstilling.

»Det vil ikke give nogen mening i så tæt en mesterskabskamp at tage nogen chancer med Andreas Bjelland.«

»Så jeg forventer, det bliver Papagiannopoulos, og han er selvfølgelig langt dårligere end Bjelland. Nicolai Boilesen er også stadig ude, og det er i Nordsjællands højre side, hvor Andreas Skov huserer, så han burde have meget gode chancer for at komme frem til nogle gode situationer,« siger han.

I denne uges udgave af Bettingklubben er der ferieafløser på, idet Stefan Lind vikarierer for Steffen Dam.

Men der er som altid seks skarpe spilforslag til weekenden.