Transferbombe i FCK: 'Et helt nyt våben!'
Målmand med særlig spidskompetence er tilbage i FC København

Målmand med særlig spidskompetence er tilbage i FC København

En bombe er detoneret i FC København.
Tyske Diant Ramaj gør comeback og er blevet præsenteret som klubbens nye målmand.
»Det føles helt rigtigt at være tilbage i F.C. København, og jeg har virkelig savnet den særlige stemning omkring kampene i Parken,« udtaler han i pressemeddelelsen.
Ramaj bliver lejet i Dortmund for hele sæsonen, og FCK gentager dermed succesen fra foråret 2025, hvor tyskeren vogtede buret og var med til at vinde The Double.
'Et nyt våben i FCK'
I FC København skal Diant Ramaj afløse Dominik Kotarski, der er blevet meldt på vej videre til Dinamo Zagreb efter et under middel år på Østerbro. De personlige fejl har ganske enkelt været for mange.
Men lad os se på, hvordan de to keepere gjorde det i seneste sæson og bagefter dykke ned i tallene.
Jacob Neestrup udtalte efter Diant Ramajs FCK-debut, hvad dataen fortæller: »Han har modet til at spille, og det er nemmere at være modig, hvis du er dygtig til den del.«
Bo Svensson fremhæver også et nyt våben i pressemeddelelsen.
»Han har en ro med bolden og en evne til at indgå i opspillet, som giver os en ekstra dimension i spilopbygningen.«
Under seneste ophold i Superligaen var Ramaj faktisk endnu mere præcis i sit afleveringsspil end i seneste sæson, viser data fra SofaScore. Her ramte han plet på cirka halvdelen af sine lange afleveringer mod 41,4 % i seneste sæson.
Målene væltet ind
Dataen viser også, at Diant Ramaj, der var udlejet til Bundesliga-bundholdet Heidenheim i seneste sæson, havde rigtig mange skud og afslutninger at forholde sig til.
Heidenheim havde således Bundesligaens dårligste defensiv med 72 scoringer imod - 67 af dem måtte Ramaj hente ud af eget net.
Scoringerne kom dog ikke på baggrund af, at Diant Ramaj faldt igennem. Han lukkede kun tre flere scoringer ind, end xGOT fortæller, han burde.
I FC København, der skal være tophold, må han forvente, at chancer og skud imod vil være færre, da de i mange kampe vil være spildominerende.
Tysk karakter på godt og ondt
Udover sin ærlighed og tårnhøje selvtillid, der har delt vandene i Tyskland, skete karrierens største stunt i april sidste år, da Diant Ramaj fik rødt kort i derby mod Brøndby IF.
Sindene blev bragt i kog, da Patrick Pentz jublede over sejren foran Sektion 12.
Blandt andre røg Thomas Mikkelsen og Diant Ramaj i infight. Tyskeren nikkede en skalle, og begge modtog rødt kort. Det fik Patrick Pentz i øvrigt også.
Diant Ramaj fik i alt tre spilledages karantæne for sin handling, og senere kom det frem, at han var blevet politianmeldt af et bestyrelsesmedlem i Brøndby-foreningen Fanafdelingen.
En skalle »er som udgangspunkt vold efter straffeloven og giver sædvanligvis mellem 30-40 dage,« forklarede advokat Mette Grith Stage dengang til Tipsbladet.
Sagen blev efterforsket, men Københavns Politi fandt ikke tilstrækkelig grundlag for at rejse sigtelse, da episoden lå »under bagatelgrænsen i forhold til straffelovens bestemmelse om vold,« fortalte kredsen blandt andre til Bold.
Diant Ramaj lagde sig fladt ned.
»Jeg undskylder for min opførsel. Jeg vil give al min support til målmandsteamet og holdet, mens jeg retfærdigvis sidder udenfor de næste par kampe.«
Denne gang er Diant Ramaj udlejet til FC København med en købsoption, som ifølge Tipsbladet er på omkring 30 millioner kroner.
Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.