FC Nordsjælland vandt slaget om førstepladsen over Brøndby IF, mens Viborg FF fortsætter med at imponere i deres sejr over AC Horsens.

AGF, Lyngby BK og Sønderjyske er stadig uden sejr, da førstnævnte tabte til Randers FC, De Kongeblå spillede uafgjort med OB, mens Fatah Abdirahmans tropper blev skudt i sænk i Parken.

FC Midtjylland tabte terræn, da man delte med Silkeborg IF.

Her er rundens bedste præstationer i en 4-3-3:

Målmand: Diego Kochen, Lyngby BK
Han fik sig et ordentligt skrald i seneste spillerunde, men det har ikke slået Barcelona-lejesvenden omkuld. Han stod stærkt mod AC Horsens, hvor han havde syv redninger og blot lukkede et enkelt mål ind trods en XGOT på 2,5.

Højre Back: Rasmus Nissen Kristensen, FC Midtjylland
Spillemæssigt har ikke alting fungeret for Rasmus Nissen Kristensen siden returen til FCM, men han vandt 80 procent af sine dueller mod Silkeborg, havde flest afleveringer på FCM-holdet med en præcision på over 90. Han lavede også flest præcise afleveringer på modstanderens banehalvdel.

Central forsvarsspiller: Munashe Garananga, Lyngby BK
Når man kigger på Garanangas heroiske tackling, der afblæste Topi Keskinens friløber, begynder man at forstå, hvorfor FC København betalte 30 millioner kroner for ham. Kæmpe aktion af stopperen, der også stod for syv clearinger.

Central forsvarsspiller: Noah Markmann, FC Nordsjælland
Han kan meget vel blive det næste store salg ud af FC Nordsjælland. Markmann er en moderne forsvarsspiller med gode afleveringsevner, viste han mod Brøndby. Derudover stærk defensiv med fem tacklinger, fire clearinger og 7/10 vundne dueller.

Venstre back: Juho Lähteenmäki, FC Nordsjælland
I foråret spillede han højre wing back og i denne sæson har han primært gjort sig til venstre. Uanset placering pisker finnen utrætteligt op og ned af sin flanke, og mod Brøndby krydrede han en flot søndag aften med en assist.

Central midtbanespiller: Elies Mahmoud, Randers FC
Han var så tæt på at komme på tavlen i forrige spillerunde mod FC Midtjylland, og nu lykkedes det så mod AGF, selvom hans afslutning var et indlæg. Han vandt flest dueller langs jorden i runden og præsterede også flest tacklinger med otte styks.

Central midtbanespiller: Justin Janssen, FC Nordsjælland
I Superligaens Udvalgte pegede vi på Justin Janssen som manden, der kunne få en nøglerolle mod Brøndby IF, og det var i al beskedenhed et udmærket kald. Janssen scorede et smukt mål og styrede fuldstændig midtbanen med seks tacklinger og 9/11 vundne dueller. Kære Brian Riemer, ham her må vi ikke miste til Holland, som han også kan repræsentere via sin fars ophav.

Central midtbanespiller: Mohamed Elyounoussi, FC København
I en sæson hvor ikke alting har spillet for FC København er nordmanden en af få konstante. Nu er han alene i front på Superligaens topscorerliste efter to fuldtræffere mandag aften, hvor han også noterede sig en assist til Mads Emil Madsens missil.

Højre kant: Mike Themsen, Randers FC
Man har længe tænkt, at nu skulle det være for unge Themsen, og måske bliver det denne sæson. Der var i hvert fald slutprodukt på kantspilleren i sejren over AGF, som han med mål, assist og tre skabte chancer havde stor indflydelse på. Honorable mention går til Lucas Riisgaard fra Silkeborg IF, der også godt kunne have fået pladsen.

Angriber: Alexander Lind, FC Nordsjælland
Det var ikke en runde med de største præstationer på 9'er-positionen, men Alexander Lind er ved at være i omdrejninger og var afslutter på et meget smukt FCN-mål. Ham skal de nok blive glade for at have købt på en permanent transfer.

Venstre kant: Charly Nouck, Viborg FF
Han er ofte blevet kritiseret for at mangle slutprodukt. Nu har han scoret to kampe i streg og noterede sig også for en assist i sejren over AC Horsens. Han skabte også tre chancer, og kan han fortsætte dette momentum, så kan et stort skifte ligge og vente enten til januar eller mere sandsynligt næste sommer.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.