Superligaens 5 Sandheder: Utilgiveligt - skriger til himlen!
I Superligaens 5 Sandheder har vi hver runde fokus på de vildeste begivenheder i Danmarks bedste fodboldrække

I Superligaens 5 Sandheder har vi hver runde fokus på de vildeste begivenheder i Danmarks bedste fodboldrække

Superligaen byder runde efter runde på smukke mål, kontroversielle kendelser, interessante interviews og alt derindimellem.
I Superligaens 5 Sandheder evaluerer vi de største historier fra den netop overståede runde.

Resultatmæssigt har det set solidt ud under Bo Svensson, men fornemmelsen har alligevel været, at man rent spillemæssigt kunne falde fra hinanden.
Og det må man ellers love for, at FCK gjorde på Energi Viborg Arena søndag aften.
Allerede efter et kvarter var københavnerne bagud med 3-0. Birger Meling sendte kuglen i eget net efter 58 sekunder, og ikke længe efter blev nyindkøbte Asger Sørensens fejlaflevering omsat til mål imod, mens Alex Runarsson og Gabriel Pereira snorksov ved 0-3.
Av, av, av, FCK, der fik en tur med pisken i Viaplays studie efter slutfløjt. Thomas Gravesen tordnede over mentaliteten, Meling, niveauet og manglen på en pålidelig 9'er.
Og lige for at blive ved 9'eren, så har FCK altså et helt igennem kolossalt problem netop der. Geovanni Ndjee er startet i de seneste to kampe, men han er altså ikke klar til at løfte opgaven. Det samme kan siges om Viktor Dadason, der netop er kommet tilbage fra skade, og så er Andreas Cornelius igen i lazarettet, mens Youssoufa Moukoko er lagt på is.
Adspurgt til manglen på en 9'er forholdte Bo Svensson sig rimelig roligt.
»Nej, vi har jo fire 9'ere. Vi har også 'Corner' derhjemme og Dadason, der nu er kommet tilbage. Så det synes jeg ikke, at vi gør,« lød det til Viaplay.
Jacob Neestrup råbte og skreg på en fuldblods 9'er, men det fik han aldrig - German Onugkha var i hvert fald ikke god nok. Ret beset har der ikke været nogen pålidelig boksangriber - med undtagelse af Orri Oskarsson - i fem år.
FC København får skræmmende travlt i transfervinduet, for den her præstation mindede rigtig meget om det, der slet ikke fungerede i seneste sæson.
Brøndbys anfører, Luis Binks, har skullet høre for meget de seneste uger, hvor eksperter og fans har kritiseret hans hårdhændede og kompromisløse spillestil.
Thomas Nørgaard afslørede sågar efter sejren over Silkeborg, at Binks i indbakken har modtaget beskeder, der er langt over stregen.
Og derfor kan billeder nogle gange sige mere end 1.000 ord. Luis Binks' jubelscene, da han scorede til 3-1, antydede i hvert fald, at folk har snakket lige rigeligt.
Med hænderne lavede han en snakkende bevægelse, imens han jublede over sin scoring.
»Jeg har set andre spillere lave den, og nu gjorde jeg det. Folk må selv tolke,« lød det fra Binks til Viaplay efter opgøret.
Paradoksalt nok fik Luis Binks faktisk et gult kort i opgøret, så debatten forstummer nok ikke helt endnu.
Et perfekt punktum? Det var, hvad Dario Osorio satte søndag eftermiddag, hvis det altså skulle ende med at blive hans sidste optræden på MCH Arena.
Tre år har chileneren tilbragt på den jyske hede, og det har længe stået klart, at denne sommer skulle være den, hvor han blev skudt afsted til en større adresse.
Interesse og spekulationer har der været masser af, hvor klubber som AC Milan og Benfica er blevet nævnt, ligesom flere Premier League-mandskaber også begynder at røre på sig.
Prisen kan helt sikkert komme et godt stykke over 100 millioner kroner og med udsigt til en udekamp på torsdag i Conference League og endnu en udekamp i næste weekend inden vinduets lukning 2. september, kan Osorio have spillet afskedskamp på MCH Arena.
Han har gjort sig fortjent til et skifte, og ryger han, så bliver det nogle vanvittige sidste dage på det midtjyske transfervindue.
Det var en diskussion, indtil Michael Tykgaard lagde sig fladt ned og fortalte, at Kelvin Ehibhatiomhan skulle have haft rødt kort for den tackling, han lagde lige under knæet på Lyngbys målmand Diego Kochen.
Tykgaard kan på sin vis fratages ansvaret for fejlen, da han på banen takserede det til gult, men hvad Lasse Graagaard og co. lavede i VAR-vognen, er utilgiveligt.
Potentielle røde kort er netop, hvad VAR-teamet tjekker. At man ikke som minimum giver Michael Tykgaard lov til selv at vurdere forseelsen, skriger til himlen.
Ifølge dommerformand, Michael Johansen, er der tale om en »fortolkningsfejl,« har han fortalt Bold.
Hvad formanden så mener med det, må være til fri fortolkning.
Find landes måske bedste briller lige her.
Saml din egen perfekte fodbold-pakke her.
Mandagskampe i Superligaen er ikke noget nyt, men de skaber til gengæld utilfredshed.
Det kom til udtryk mandag aften med et stemningsboykot.
Silkeborgs tilhængere undlod at bidrage til stemningen gennem hele kampen, mens Brøndbys tilhængere var lydløse i det første kvarter.
Brøndby-fangruppen Sydsiden har i et opslag på Facebook kaldt det både »hensynsløst« og »uden omtanke,« at kampene i runde 4, 5, 6, 7 og 8 spilles mellem et jysk og sjællandsk hold.
Det er TV 2, som har mandagskampen. Da rettighederne blev solgt mellem TV 2 og Viaplay var det med kampe på de specifikke dage; fredag, søndag og mandag.
»Hvorfor i alverden skulle vi planlægge hensynsløst? Der er jo ingen, der har interesse i at planlægge for at genere, og der er ingen, der med vilje sidder og gør det besværligt,« udtaler Divisionsforeningens formand, Claus Thomsen, til TV 2 Sport.
I sidste sæson var der også ballade omkring sene kamptidspunkter. Her blev Brøndby tildelt flere sene søndagskampe (klokken 20.00), hvilket fik Divisionsforeningen til at beklage og fremadrettet søge en mere ligelig fordeling.
Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.