Superligaens 5 Sandheder: FC København i vild knibe
FC København er i knibe, Sønderjyskes målmænd sejler, og Mike Tullberg vil åbne sparegrisen for en profil. I Superligaens 5 Sandheder evaluerer vi de største historier fra runde 12

FC København er i knibe, Sønderjyskes målmænd sejler, og Mike Tullberg vil åbne sparegrisen for en profil. I Superligaens 5 Sandheder evaluerer vi de største historier fra runde 12

Superligaen byder runde efter runde på smukke mål, kontroversielle kendelser og interessante interviews. Superligaens 12. runde leverede på samtlige parametre.
I Superligaens 5 Sandheder evaluerer vi de største historier fra den netop overståede runde.

Sønderjyske og cheftræner Fatah Abdirahman er på noget af en følelsesmæssig rutsjebanetur i disse uger.
Man gik på landskampspause efter en 4-2-sejr over Randers FC. Man vendte tilbage og blev kørt over med 3-0 af AGF, men rejste sig ugen efter og pulveriserede Silkeborg IF 4-0 for at tabe i weekenden med 5-1 til AC Horsens.
Facit er otte point efter 12 runder og en placering som Superligaens bundprop på grund af en dårligere målscore end Lyngby BK, som også ligger med otte point.
Defensivt er Sønderjyske ligaens dårligste med 29 indkasserede scoringer. Forsvaret har sagt farvel til Magnus Jensen og Daniel Gretarsson - to af profilerne fra sidste sæson, men derfor må målmændene gerne tage med hænderne alligevel.
Sønderjyskes målmandsteam har præsteret langt under niveau. Marcus Bundgaard startede sæsonens første fire kampe i kassen, hvorefter Nicolai Flø fik to kampe, inden transferfrie Nick Shinton blev hentet ind - og han har stået lige siden.
Det har dog ikke hjulpet alverden. Trioen har til sammen lukket 29 mål ind, selvom Sønderjyskes xGOT er markant lavere - altså, Sønderjyskes målmænd redder meget mindre, end de ifølge data burde.
Faktisk er trioen den med afstand dårligste i Superligaen.
Efter en ellers suveræn sæsonstart er der kommet noget mere grus i FC København-maskineriet efter landskampspausen.
Man er uden sejr i de seneste tre Superliga-kampe og har tabt terræn i toppen af tabellen, hvor FC Midtjylland fører med to point efter 12 runder.
Samtidig har Bo Svensson fået et gevaldigt hovedbrud - han har nærmest ingen kantspillere til rådighed.
Thapelo Maseko er skadet i baglåret og bliver ifølge Bo Svensson ikke klar på denne side af landskampspausen. Mod OB måtte Robert så udgå i pausen, da han mærkede noget ubehag.
Det efterlader FCK med Maher Carrizo som den eneste rendyrkede kant i truppen. Argentineren er dog bedst til højre, hvor midtbanespiller Alex Kral har fået mange af sine minutter.
Også Junnosuke Suzuki er blevet rykket frem på højre kant i en enkelt kamp mod AGF - det var ikke nogen succes.
FCK's fodbolddirektør Kristjaan Speakman udtalte efter transfervinduet, at man ikke lykkedes med at få en ekstra venstre kant ind. De fejlslagne forhandlinger bliver kun ekstra udtalte nu, hvor man reelt ikke har en venstrekant til rådighed i førsteholdstruppen.
FCK møder Fremad Amager i pokalen torsdag, hvorefter man skal en tur til Haderslev og gæste kriseramte Sønderjyske mandag i næste uge.
Inden længe skal Brian Riemer udtage sit landshold til Nations League-kampene mod Portugal og Norge den 14. og 17. november.
Under hans forgænger, Kasper Hjulmand, var det meget udtalt, at der sjældent var plads til Superliga-spillere.
Brian Riemer har i højere grad kigget mod den danske andedam og udtog sidste gang FCM-duoen Victor Bak og Rasmus Nissen Kristensen samt Victor Nelsson fra FC Nordsjælland.
Superligaen indeholder bare mange flere spillere, som også bør være i betragtning.
Rasmus Nissen Kristensen (garanteret udtagelse)
Victor Nelsson (udtages formentlig, hvis han er skadesfri)
Victor Bak (det kan blive enten eller)
Philip Billing (udtages næppe)
Frederik Emmery (mulig debutant, der virkelig banker på)
Justin Janssen (mulig debutant, der storspiller og banker på til et af de yderste midtbanemandater)
FC Midtjylland detonerede lidt af en bombe, da de den 29. september præsenterede den tidligere Brøndby-anfører Andreas Maxsø på en kort kontrakt til årsskiftet.
Selvom det dengang var næsten fem måneder siden, at stopperen sidst spillede en gældende kamp, blev han sendt i ilden og dominerede i sin debut mod FC København.
Siden har han været fast mand i midtjydernes midterforsvar. Med fortsatte skadesproblemer hos Martin Erlic og Magnus Jensen giver det derfor mening, at parterne fortsætter samarbejdet.
Den opfattelse deler Mike Tullberg, der er meget glad for forsvarsbolværket.
»Jeg vil gå så langt, at hvis jeg selv skal åbne min sparegris for at få lov til, at han bliver, så vil jeg nok gøre det,« udtalte han til Ritzau efter sejren over Lyngby BK.
Tiden må vise, om parterne kan blive enige om at fortsætte parløbet.
FC Midtjylland har fået en imponerende start på 2026/27 Superliga-sæsonen med 28 point efter 12 runder.
Otte sejre og fire uafgjorte er facit for Superligaens eneste ubesejrede mandskab, der fører rækken med to point ned til FC København.
12 kampe uden nederlag er tilmed en tangering af den bedste FC Midtjylland-sæsonstart nogensinde. Senest man gjorde det, var i 2013/2014-sæsonen. Undgår man nederlag i næste spillerunde, skriver Mike Tullbergs mandskab historie.
Sker det, fortæller historikken, at der er stor sandsynlighed for, at holdet også ender som mester.
Det er sket seks gange tidligere, at et hold har åbnet en sæson som ubesejret gennem 13 kampe, hvoraf det i fem af tilfældene er endt i et mesterskab.
Silkeborg IF i 1997/98 er undtagelsen - de var ubesejret i sæsonens første 14 kampe, men endte som nummer to.
Kilde: Superstats
Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.