Superligaen byder runde efter runde på smukke mål, kontroversielle kendelser og interessante interviews. Superligaens 9. runde leverede på samtlige parametre.

I Superligaens 5 Sandheder evaluerer vi de største historier fra den netop overståede runde.

Denne gang med stort fokus på søndagens derby på Brøndby Stadion og AGF's nedtur.

Rundens Historie

AGF er i frit fald, og de ved fortsat ikke, hvordan man udløser faldskærmen.

Situationen i Århus er kun blevet værre, da man i weekenden formøblede en 2-0-føring mod AC Horsens, så man bagefter kunne lytte til de medrejsende fans synge »trøjen forpligter.«

Det ene point på Hybel Arena ændrer ikke på, at AGF fortsat er Danmarks dårligste mesterhold nogensinde, viser tal fra SuperStats.

Fem uafgjorte, fire nederlag og en placering under stregen er facit for Jakob Poulsens mandskab, der slet ikke kan finde melodien fra mesterskabssæsonen. Med blot 11 scorede mål og 17 indkasserede kasser er man både offensivt og defensivt på glatis.

Havde Jakob Poulsen ikke sikret AGF sit første mesterskab i 40 år, skulle han virkelig frygte for sit job lige nu, men han bør stadig have så meget snor, at Carsten V. Jensen og den øvrige sportslige sektor venter med at trykke på knappen.

Den endelige lakmusprøve bliver hjemmekampen mod Sønderjyske på den anden side af landskampspausen.

Den skal simpelthen vindes, så man kan få noget gejst og tro på tingene, til når det går løs med kampe hver tredje dag på grund af Europa.

Fra 15. oktober hedder den Gent ude, FCK ude, Egnatia hjemme, Viborg hjemme, Brøndby ude, Braga hjemme, AC Horsens hjemme.

Mellem runde 12 og 13 skal man også spille pokalkamp mod FC Roskilde.

Der bliver med andre ord tryk på i Århus, hvorfor justeringer i landsholdspausen og den første kamp mod Sønderjyske bliver altafgørende for AGF og potentielt Jakob Poulsens fremtid i klubben.

Køb din tv-pakke her

Rundens Rekord

Vi skal ikke langt tilbage, før FC Københavns fans til en hjemmekamp havde medbragt bannere med skriften:

»Ejere, bestyrelse og ledelse. I er skyldige fra bund til top! Bo, vi forstår dig, hvis du siger op!,« stod der den 3. september kort efter transfervinduets lukning.

Klubbens fans var rasende over manglen på købekraft og evnen til at smide store penge på eksempelvis Jacob Bruun Larsen, som ifølge Tipsbladet kunne erhverves til 30 millioner kroner.

Nu har piben fået en anden lyd. Bannerne er nogle andre, og faktisk har FC København sammensat en af sine bedste sæsonstarter nogensinde, viser tal fra SuperStats.

FCK er noteret for 24 point efter ni runder (otte sejre og et nederlag). Kun to gange tidligere er man startet bedre. I 2011 og 2005, da man begge gange havde 25 point efter ni runder.

Historisk er det den femtebedste sæsonstart nogensinde blandt noget hold, mens offensiven er en af de bedste gennem tiderne efter ni runder.

23 mål har Bo Svenssons mandskab lavet til at starte denne sæson, hvilket er en tangering af FC Københavns bedste Superliga-offensiv nogensinde efter ni runder.

Kun Brøndby har haft en bedre offensiv, da de lavede 26 fuldtræffere i 2001.

Bo Svenssons start som cheftræner er også blandt de bedste nogensinde. Han overtog som bekendt i foråret 2026 og gik 11 kampe uden nederlag, hvilket kun Jacob Neestrup, Ariël Jacobs, Kent Karlsson og Benny Johansen har gjort bedre ifølge SuperStats.

Køb den nye FC København-trøje her

Rundens Afskyelige

Derby-optakten blev bogstavelig talt skudt i gang i Vanløse, da et par Brøndby-fans kastede gule røgbomber på banen undervejs i pokalkampen mellem Skovshoved og FC København.

Søndagens derby var heller ikke uden pyroteknik, da FC Københavns fans havde medbragt nødblus, der var tæt på at ramme egne spillere, som måtte løbe i sikkerhed.

På bagkant har Bold rapporteret, at FC Københavns fans har smadret toiletter på Brøndby Stadion. Det har de faktisk gjort før.

I 2024 fik FCK en bøde på en kvart million kroner på baggrund af en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans, hvor der i afgørelsen blandt andet blev lagt vægt på de smadrede toiletter. I 2023 ødelagde FCK-fans toiletter på Cepheus Park i Randers.

Fodboldens Disciplinærinstans kommer helt sikkert med en kendelse i den kommende tid, og der kan både FC København og Brøndby, hvis fans også affyrede en del pyro, forvente bøder og eventuelle sanktioner.

Københavns Vestegns Politi efterforsker i øvrigt en enkelt sag om vold, har man oplyst til Ritzau.

Rundens Debat

For få uger siden havde Brøndby vundet fire Superliga-kampe i streg.

Man red på en bølge af succes, og Brøndbys nyindkøb Olti Hyseni havde scoret to gange i sine første tre kampe.

Men han vandt endnu flere blå-gule hjerter, da han i starten af september til et fanarrangement hos mediet 3point afslørede, at han havde afvist FC København og FC Midtjylland for at skifte til Brøndby IF.

Deltagerne hujede og klappede taktfast, da det er den slags, alle Brøndby-fans elsker at høre, men det dufter umiddelbart af en hvid løgn.

»Det er ikke en spiller, vi har overvejet. Jeg ved ikke, hvor historien kommer fra,« lød det fra FCK's fodbolddirektør, Kristjaan Speakman, til Viaplay inden derbyet søndag.

FCK-bossens udlægning blev fremlagt Olti Hyseni på bagkant af derbyet, som Brøndby tabte med 0-1.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mere end det, jeg allerede har sagt. Jeg ved ikke, om jeg skal forklare det to gange. Det er ikke noget, jeg har brugt tid på eller tænkt over. Nu er det bare sjov og ballade, der var dengang,« sagde han til Viaplay.

Direkte adspurgt om konkret interesse fra FC København, lød svaret fra Brøndbys nummer syv således.

»Det ved jeg ikke. Nu skal jeg ikke fortælle mere. Jeg har snakket nok om det, og lige nu er jeg bare irriteret over, at vi har tabt til FC København.«

FC Midtjylland har endnu ikke kommenteret Hysenis påstand om, at han også skulle have afvist dem.

Rundens Kuriøse

Andreas Cornelius har gjort ondt på de fleste modstandere, han har mødt, men lige netop Brøndby har været hans akilleshæl.

Den store targetman havde inden søndagens møde på Brøndby Stadion ikke formået at score i et derby i sine første 20 forsøg.

Thomas Delaney vidste dog, at der skulle en udfordring til, så tallet ikke kom til at hedde 21 efter søndag.

»Det håber jeg. Det ville klæde ham [at score, red.],« lød det fra Thomas Delaney til Viaplay i ugen op til derbyet.

21. gang blev lykkens gang, da et indlæg lidt tilfældigt blev headet i kassen af Andreas Cornelius 10 minutter før tid.

»Hvis folk ikke kender Andreas, så er det et trick at sige til ham, at der er noget, han ikke kan, eller ikke har gjort. Så plejer han at gøre det,« lød det fra en storsmilende Delaney efter derbyet.

Scoringen gør i øvrigt Andreas Cornelius til den 10. ældste derby-målscorer nogensinde med sine 33 år og 188 dage.

Derby-historiens ældste målscorer så hele kampen fra bænken. Brøndbys Daniel Wass var 35 år og 318 dage, da han scorede i 2025.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.