Stærkt omdiskuteret dansker får nøglerolle i Parken
Torsdag er der rematch fra Nations League-kvartfinalen i 2025. Portugal gæster Parken, og der er mange åbne og interessante spørgsmål, som sættes under lup i vores optakt

Torsdag er der rematch fra Nations League-kvartfinalen i 2025. Portugal gæster Parken, og der er mange åbne og interessante spørgsmål, som sættes under lup i vores optakt

Opgør: Danmark - Portugal
Dommer: Endnu ikke offentliggjort
Stadion: Parken, København
Tidspunkt: Torsdag 1. oktober, 20.45
På TV: TV2 og TV2 Play
Danmark
Opvisning blev det ikke til, men søndag aften leverede Danmark en ganske hæderlig indsats. Det var nok til at vinde 2-0 over Wales.
Elefanten i rummet og det velsagtens største spændingsmoment før opgøret, var Brian Riemers startopstilling.
Her var Pierre-Emile Højbjerg og Morten Hjulmand foretrukket ved siden af hinanden til trods for, at anføreren efter nederlaget til Norge udtalte, at de to ikke fungerer sammen på midtbanen.
Til gengæld blev Victor Froholdt ofret og Mikkel Damsgaard rykket ind på 10'eren, mens Gustav Isaksen, som skal doseres i de kommende to kampe, pyntede på højrekanten.
Det fungerede, og det er svært at forestille sig, at Brian Riemer piller alt for meget ved konstellationen til opgøret mod Portugal, selvom Froholdt presspil og motor vil være fordelagtig i et opgør, hvor man må forvente at skulle løbe efter de teknisk dygtige portugisere.
Til gengæld bliver Mikkel Damsgaards indlægsfod vital. Danmark har med ham som server og Daniel Agger som ny dødboldstræner vist sig skræmmende farlige. Alle Danmarks mål i de seneste to landskampe er kommet i forbindelse med standardsituationer. Tak for indsatsen, Daniel Agger.
Malurt i bægeret var der også torsdag aften. Patrick Dorgu gik i stykker og skriver sig ind i en lang række af danske spillere, som er rejst hjem.
Albert Grønbæk forlod lejren efter Norge-kampen, mens Andreas Christensen, Kasper Dolberg og Alexander Bah måtte trække sig få dage inde i landsholdsterminen.
Allerede ved udtagelsen stod det klart, at Mathias Jensen, William Osula og Jens Stage var utilgængelige på grund af skader. En god håndfuld af de skadede spillere ville normalvis være selvskrevet i en 23 mands trup.
På grund af skaden til Dorgu har Brian Riemer udtalt, at man skal hive minimum én ny spiller ind. Der er endnu ikke sat navn på, men man kan spekulere i Frederik Emmery, Noah Nartey, Søren Tengstedt eller Jacob Trenskow som muligheder.
Philip Billing er også tilgængelig, hvilket vil bringe noget helt andet end de øvrige navne. Carlo Holse, Anders Dreyer og Andreas Skov Olsen må også være nogle, Brian Riemer skal veje for og imod.
SKARPT TILBUD: Køb landsholdets nye trøje her
Portugal
De forsvarende Nations League-mestre Portugal er startet deres forsvar hæderligt med snævre sejre på 1-0 og 2-1 over henholdsvis Wales og Norge.
Forsvaret sker med Jorge Jesus som ny landstræner. Han har afløst Roberto Martinez, som stoppede efter sommerens VM-slutrunde.
72-årige Jorge Jesus var senest cheftræner i Al-Nassr, hvor han trænede Cristiano Ronaldo. De to fortsætter parløbet på landsholdet, hvor Ronaldo fortsat har en rolle at spille.
Han misbrugte dog chance efter chance mod Wales og så hele opgøret mod Norge fra bænken. Det er første gang siden 2008, at Ronaldo har siddet på bænken i en gældende landskamp. Det betyder formentlig, at han skal spille en rolle mod Danmark.
På trods af sine 41 år er Ronaldo fortsat et stort samtaleemne på landsholdet i forhold til at kombinere hans evner foran mål med de rigtig mange dygtige boldspillere, man råder over.
En af dem er Bruno Fernandes, som sad over mod Norge på grund af en mindre skade. Håbet er, at han kan være klar mod Danmark.
Er han det, bliver det interessant at se, hvordan Jorge Jesus sætter midtbanen sammen. Det er her, han har rokeret mest i de to kampe mod Wales og Norge, mens forsvaret har været det samme.
Det er også midtbanen, som indeholder nogle af de største stjerner. Udover Bruno Fernandes er der PSG-duoen Vitinha og Joao Neves, mens Real Madrids Bernardo Silva er henvist til udskiftningsspiller.
I sin iver efter at bevise sit værd, er Silva blevet lagt for had inden opgøret mod Danmark, da han sparkede Martin Ødegaard ned ganske uprovokeret i slutminutterne af søndagens møde.
»Det hører ikke hjemme på en fodboldbane. Det er en skam, at folk opfører sig sådan," sagde Ødegaard til TV 2 Norge efter kampen, mens Bernardo Silva ifølge NRK gik igennem mixed zone med en kort kommentar.
»Det er fodbold, min ven,« skulle Real Madrid-stjernen have sagt med et kækt smil, hvilket ikke faldt i god jord hos Ødegaards landsholdskollega, forsvarsspilleren Leo Østigård.
»Det er simpelthen for dumt. Det er virkelig grimt og skidt,« sagde han ifølge NRK.
Bernardo Silva fik et gult kort, mens VAR ikke gik ind i situation om et potentielt rødt.
Danmark og Portugal mødte hinanden sidste år i kvartfinalen af Nations League. Dobbeltopgøret gik hele vejen i forlænget spilletid og blev afgjort efter straffespark med portugiserne som vindere.
Derudover kan det nævnes, at landenes seneste tre ud af fire møder er endt 1-0.
Faktisk er det meget sjældent, at Danmark og Portugal spiller uafgjort. Senest var i 2009. Siden har man mødt hinanden syv gange med Portugal som vinder fem gange og Danmark to gange.
Begge Danmarks sejre er dog kommet på hjemmebane - man er dog underdogs i torsdagens møde.
Ufrivilligt, omdiskuterede Morten Hjulmand får en nøglerolle i det danske maskinrum. Han kan sparke fra distancen, men hans største metier er som boldbryder og jernmand.
Morten skal finde møgsvinet frem og have fat i kraven på de portugisiske midtbanespillere, der kan brodere sig igennem de fleste organisationer.
Det bliver hans opgave at sørge for, det ikke sker.
Portugal er på forhånd favoritter, og buddet herfra bliver også, at gæsterne løber med sejren.
Portugal har dog ikke ligefrem for vane at køre sine modstandere over med 5-0-sejren over Uzbekistan ved VM som eneste outlier.
Ellers har portugiserne maksimalt scoret to mål mod sine modstandere. Derfor spår vi, at Portugal vinder med 1-0 i Parken.
Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.