Brasilien er bookmakernes og mange eksperters favoritter til at vinde VM, og her til aften indleder de så deres jagt på trofæet med en kamp mod Schweiz. Siden Tite overtog Brasilien i juni 2016, har man blot tabt én ud af 21 kampe, og både i kvalifikationen til VM og i testkampene op imod slutrunden har man set meget overbevisende ud.

Ikke mindst er det vigtigt, at Neymar ser ud til at være sin skade kvit og tilbage i hvad der minder om topform, og at Brasilien mangler Dani Alves betyder intet for dette væddemål, da Danilo er en fin afløser og i øvrigt er bedre defensivt. Netop defensiven og det hårde arbejde er nøglerne til, at Schweiz er med VM.

Noget spektakulært offensivt hold er de ikke, men de er svære at score imod og i de seneste 13 kampe har man kun fået fem mål imod. Den mest sammenlignelige kamp i forhold til dette møde med Brasilien var kampen ude mod Portugal, hvor man tabte 0-2 efter en karakteristisk indsats med fint defensivt arbejde, men ikke ret meget kvalitet den anden vej.

Hverken Haris Seferović, Breel Embolo eller Mario Gavranović har haft nogen stor sæson, hvilket også gælder for Xherdan Shaqiri og det er de bedste offensive kort, som Schweiz kan spille ind med. Brasilien kan selvfølgelig sagtens på dagen gå målamok, men det virker ikke videre sandsynligt.

Dels vil der helt sikkert være nerver på for Brasilien nu det er VM, der står for døren, og dels er det meget sjældent, at Schweiz ligefrem bliver kørt over, selv om de møder de allerbedste nationer. Derfor virker det som et meget fint udstik at gå efter, at Brasilien vinder kampen, men at der maksimalt kommer tre mål i kampen.

Brasilien - Schweiz, Brasilien vinder og under 3,5 mål
Odds 1,95 hos Danske Spil
Spilstop søndag 17/6 klokken 20:00
Indsats 300 kroner