Brøndby får det svært, når de på torsdag møder Esbjerg på udebane i Superligaen.

Det mener spileksperten Steffen Dam, som i den nyeste udgave af Bettingklubben anbefaler et spil på, at Esbjerg ikke taber, til odds 1,79.

Steffen Dam mener, at bookmakerne har fejlvurderet styrkeforholdet mellem Brøndby og Esbjerg.

»Jeg har meget svært ved at se, at Brøndby skal være så store favoritter i den her kamp ud fra, hvordan de to hold har præsteret i slutspillet.«

»De (Esbjerg, red.) ligger kun et point fra den her bronzemedalje, så vi kan være helt sikre på, at det er et topmotiveret Esbjerg-mandskab, der løber på banen.«

Samtidig peger Steffen Dam på, at Brøndby havde det svært mod Esbjerg i de to indbyrdes opgør i grundspillet.

»Her vinder Esbjerg begge to. Jeg tror, at specielt Zorniger husker den i Esbjerg rigtig godt (Alexander Zorniger blev fyret som træner efter kampen, red.). Det er en kamp, hvor Esbjerg er klart bedst og vinder 2-1.«

»De (Brøndby, red.) har haft det svært indtil videre mod Esbjerg og ikke fået et eneste point imod dem. Det tror jeg også kommer til at spille ind her. Esbjerg har vist, at de ikke har noget at frygte, når de skal møde Brøndby. Brøndby leverede selvfølgelig momentvis gode ting hjemme mod FCK, men det var bare hjemme i derbyet. Nu er det i Esbjerg, og det er bare noget helt andet.«

»Jeg har den her kamp relativt lige – Brøndby som små favoritter - og så siger det sig selv, at man er rigtig glad for odds 1,79 på 1x,« siger Steffen Dam og fortsætter:

»Jeg synes, at Brøndby i den her kamp er blevet odds-overvurderet. Og så synes jeg heller ikke, at Brøndby har været bedre trods alt,« siger Dam, der får opbakning fra sin Bettingklubben-kollega Nicolai Baldorf.

»Brøndby har været dårlige på udebane i 2019. De har kun vundet én kamp ude over Horsens (i 2019, red.), hvor alt var på spil. Ud over det har det været dårlige præstationer,« lyder dommen fra Baldorf.

Bettingklubbens eksperter er som altid klar med seks spilforslag i udsendelsen. Ud over Esbjerg-Brøndby har eksperterne blandt andet fundet gode spil i Everton-Manchester United og AGF-Sønderjyske.